Foredrag med musikformidler, foredragsholder og forfatter Henrik Engelbrecht: ‘Aksel Schiøtz – den danske sanger’
Hans smukke stemme, musikalitet og tydelige tekstbehandling passer perfekt til de danske sange af Weyse og Carl Nielsen – og under besættelsen blev Aksel Schiøtz simpelthen folkeeje som ‘den danske sanger’. Samtidig satte krigen en midlertidig stopper for en international karriere. I 1945 var Schiøtz endelig klar til at rejse ud, men glæden blev kort. Ved en lægeundersøgelse faldt dommen: en svulst på hørenerven, som omgående måtte opereres væk.
Aksel Schiøtz overlevede, men stemmen havde taget varig skade, og højre side af ansigtet var lammet. Karrieren var smadret, men med ufattelig stædighed kæmpede han sig tilbage på koncerttribunerne igen – selv om intet var helt som før.
Schiøtz søgte utallige stillinger i Danmark som både sanglærer, gymnasierektor og biografdirektør – men i første omgang blev det USA og Canada, der tilbød Schiøtz ansættelser som sangpædagog ved lokale universiteter. Først i 1968 vendte han tilbage til et Danmark, hvor meget havde ændret sig siden krigens tid.
Operaeksperten Henrik Engelbrecht fortæller den gribende historie om Aksel Schiøtz, der døde som en bitter mand i 1975, men som under besættelsen var landets suverænt mest populære, danske sanger – og som mange stadig i dag forbinder med selve lyden af den danske sang.