Journalistik

Journalistik lærer dig
at fortælle de gode historier

Hjem / Højskoleophold / Journalistik

Drømmer du om at arbejde med journalistik og medier, eller er du bare optaget af mediernes betydning? På linjefaget Journalistik på Askov Højskole kommer du til at skrive artikler, lave podcast, radio og TV.

Fra første dag på højskolen får du lov til at arbejde med journalistik, og du kan prøve alt det, du drømmer om. Du kan skrive rigtige artikler, som bliver offentliggjort. Du kan lave podcast om de emner, du er optaget af at undersøge. Du kommer til at arbejde med TV og billeder.

Måske drømmer du om at komme ind på en journalistuddannelse – måske vil du gerne bare prøve at snuse til journalistik og blive klogere på medieverdenen. Begge dele er fint. Bare du er nysgerrig og klar til at blive udfordret.

På linjefaget Journalistik får du indsigt i, hvad det vil sige at være journalist, så hvis du er i tvivl om dit valg af uddannelse, kan det give dig afklaring at vælge linjefaget Journalistik.

Ud over at arbejde med journalistik i virkeligheden får du også indblik i mediernes rolle og betydning for et demokrati. Undervisningen på journalistlinjen udvikler din kritiske sans, din nysgerrighed og din evne til at undre dig.

Find det ophold der passer dig bedst

Se hvilke tidspunkter vi kan tilbyde dig et højskoleophold inden for journalistik

Se kommende højskoleophold →

Kunne du tænke dig en rundvisning?

Få en rundvisning og få en snak med vores undervisere og mød andre elever på skolen.

Book en rundvisning →

TÆT PÅ VIRKELIGHEDEN

Undervisningen på journalistlinjen er meget praktisk. Du kommer til at arbejde med at skrive artikler, lave podcast, producere TV og tage billeder.

Vi samarbejder ofte med forskellige mediehuse og organisationer, så der er chance for, at du kan få dine produktioner offentliggjort.

Du lærer, hvordan en historie skal skrues sammen, og hvorfor den skrues sammen på den måde.

MØD MEDIERNE

Du kommer til at møde virkelighedens mediefolk. Nogle af dem kommer på besøg på højskolen for at fortælle om deres arbejde.

Andre møder du, når vi besøger forskellige medier, både lokale og landsdækkende – og både organisationer, aviser, radio- og TV-stationer. Vi besøger typisk TV2, DR, Politiken, Zetland, Ritzau, Information, Christiansborg og flere andre mediearbejdspladser.

På journalistlinjen arbejder vi som en redaktion, hvor du både kommer til at arbejde i par eller i grupper – men du skriver også selv.

Vi veksler mellem små og større projekter. Nogle gange får du en klar ramme at boltre dig kreativt indenfor, andre gange skal du selv beslutte, hvad du vil arbejde med og hvordan.

SPRINGBRÆT TIL JOURNALISTIK

Hvis du gerne vil søge ind på en journalistuddannelse, har vi hvert år i marts et fire ugers intensivt prøveforberedende forløb, “Springbræt til journalistik” som gør dig klar til optagelsesprøverne. På kurset bliver du fortrolig med de krav og forventninger, journalistuddannelserne har til dig ved optagelsesprøven. Dermed får du de bedste forudsætninger, hvis du ønsker en journalistisk uddannelse på DMJX i Aarhus eller SDU i Odense.

Ansøgere, der har været på Askov Højskole, har rigtig gode chancer for at klare optagelsesprøverne. Det viser statistikken. Omkring 80 procent af dem, der har været på ‘Springbræt til journalistik’ kommer ind på en journalistuddannelse.

Gennem tiden har Askov Højskole været afsættet for rigtig mange flotte journalistiske karrierer. Udenrigskorrespondenterne Puk Damsgaard og Mathilde Kimer, studievært Anna Louise Tranæs og chefredaktør på Politiken Christian Jensen er nogle af dem.

Alle elever på 12, 16 eller 24 ugers forløb på Askov Højskole er garanteret en plads på kurset i marts, og derudover er der en række pladser for elever, som kun ønsker det intensive fire ugers forløb.

Tilmelding

Prisen er inkl. højskoletur. Der er ikke højskoletur på 12 ugers ophold.
Når du tilmelder dig, betaler du tilmeldingsgebyr på 500 kr. og depositum på 1.500 kr. i alt 2.000 kr.

Hvad siger tidligere elever om journalistik?

MØD DIN UNDERVISER

Lyder journalistlinjen som noget for dig? I videoen nedenfor møder du vores underviser, Ole H. B. Andreesen. Han er journalist og har arbejdet på dagblade, som freelancejournalist og som lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Siden 2012 har han været linjefagsleder på Askov Højskole.

Hvis du allerede er tændt på journalistik, men gerne vil have højskolen med, så har du også mulighed for at tage det fire ugers forløb ‘Springbræt til journalistik‘ i marts, hvor fokus ligger på at blive klar til optagelsesprøverne på SDU i Odense og DMJX i Aarhus. Forløbet er også godt for dig, som allerede ved, at du vil søge ind på journalistuddannelsen på RUC.

Her beskriver nogle af vores tidligere elever, som er kommet ind på journalistik i enten Aarhus eller Odense, hvilken betydning Askov Højskoles kursus ‘Springbræt til journalistik’ har haft for dem:

KUNNE DU TÆNKE DIG EN RUNDVISNING? 

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt journalistiklinjen er noget for dig, kan du få en samtale med linjefagsleder på journalistik Ole H.B. Andreesen, som du kan skrive til på oa@askov-hojskole.dk eller ringe til på 51 56 55 54. Du kan også booke en rundvisning.

“Der har været tid og rum til bare at være. Tid til at lære og turde dvæle ved det enkle.”

Nanna Jørgensen

Elev, årgang 2021

“Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg har taget den rigtige beslutning for mig selv.”

Thomas Appel

Elev, forår 2020 og efterår 2020

“Man er virkelig sammen med hud og hår 24 timer i døgnet.”

Anna Louise Thranæs

Tidligere sportsjournalist på TV2 Sporten, tidligere elev

“Livet skal ikke kun gøres op i penge, men også i oplevelser.”

Elias von Staffeldt

Elias von Staffeldt, journaliststuderende

“Dette vinterhalvår i Jylland blev en af de lykkeligste oplevelser i mit liv.”

Ghita Nørby

Ghita Nørby: ‘Mine egne veje’, Gyldendal 1995

“Det var det bedste kursus, jeg nogensinde har investeret i, for jeg kom jo ind og mødte venner, jeg stadig har den dag i dag.”

Puk Damsgård

Puk Damsgård, DR’s Mellemøstenkorrespondent fra Cairo, Ægypten.

“Det var bare dejligt at kunne begive sig ind i fællesskabet med det samme, fordi rammerne var så gode for det”.

Benedicte Christensen

F22 – journalistik

“Askov højskole var det sted, hvor jeg fik en meget bedre forståelse af mig selv”.

Christian Kjærgaard Ibsen

F22 – game design

“Jeg kommer nok mest til at huske de små stunder og øjeblikke. Og så undervisningens frirum til at udforske, eksperimentere og fordybe sig”.

Jacob Michelsen

E22 – litteratur

“Alle lærere har været vidt forskellige, men de har alle sammen fået os elever til at føle os trygge, hørt og set”.

Mathilde Gravenslund Bern

F22 – film

Ole H.B. Andreesen

Ole H. B. Andreesen har undervist på Askov Højskole siden 2012 og har tidligere været lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i Aarhus. Han har også arbejdet som journalist og redaktionssekretær på JydskeVestkysten, freelancejournalist og har undervist i journalistik på universiteter i Grønland, Spanien, Holland og Estland. Så er han desuden medforfatter til flere lærebøger om medier, kommunikation og journalistik.

oa@askov-hojskole.dk +45 51 56 55 54

Spørgsmål og svar

Bor man sammen med en roomie på højskolen?

Du vælger selv, om du vil bo alene eller sammen med en roomie. De fleste elever bor sammen to og to på højskolen, og for mange af vores elever er det en del af oplevelsen ved at gå på højskole, at de prøver at bo sammen med en roomie.

Hvad koster det at gå på højskole?

Det koster en fast pris per uge at gå på højskole. Hvis du vil vide, hvad dit højskoleophold kommer til at koste, kan du derfor gange ugeprisen med det antal uger, du vælger. Om det er 12, 14, 16, 18 eller 24 uger. Se prisen per uge.

Hvilke fag har jeg ud over linjefag?

Ud over dit linjefag kan du på Askov Højskole vælge imellem flere valgfag. Nogle ledes af højskolens lærere, andre af eksterne timelærere. Derudover er der fællesfag som er obligatoriske for alle elever.

Læs mere om højskolen

Det har været det bedste i mit liv

Egentlig havde jeg ikke selv tænkt på at tage på højskole, men en veninde opfordrede mig til det.

I starten var det ret overvældende, og de første to uger ville jeg hjem. Jeg følte mig usikker og overstimuleret. Mine veninder overtalte mig til at give det en chance, og det gjorde jeg. Heldigvis. For at være på højskole har været det bedste i mit liv.

Hvis du overvejer at tage på højskole, så gør det. Spring ud i det. Du får så meget ud af det både fagligt, socialt og personligt. Giv det en chance, det er bedre, end du tror.

Jeg valgte Askov Højskole, fordi jeg gerne ville have journalistik som linjefag, og fordi der er så mange kreative valgfag. Det elsker jeg at fordybe mig i. Alle lærerne er virkelig engagerede – man kan mærke, de brænder for det, de laver.

Hver gang, vi har lavet et journalistisk projekt, fik jeg et adrenalinkick, når jeg var på research og fandt ud af, at min hypotese holdt stik. Jeg er virkelig vild med at formidle og er i gang med at uddanne mig til journalist på Syddanske Universitet.

Camilla Tonnesen, F21, Journalistik

Jeg har fundet ud af hvad jeg vil

Det bedste for mig har været alle de dejlige mennesker, jeg har lært at kende. Det der med at møde mennesker fra andre steder og andre kulturer har virkelig været givende.

Og så at folk kommer, fordi de gerne vil lære noget. Det er noget helt andet end i gymnasiet. Her på højskolen er alle bare nysgerrige, og mange er nørdede – forstået på den mest positive måde.

I første omgang tog jeg mest på højskole for at prøve journalistik af, og det har jeg virkelig fået lov til. Vi har prøvet alt muligt og har været på besøg på journalistiske arbejdspladser for at se, hvordan journalister arbejder.

Det har været utroligt spændende, og det har givet mig den afklaring, jeg havde brug for. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg ikke skal være journalist, så det har været rigtig godt for mig at få afprøvet.

Til gengæld har jeg genoplivet min glæde og passion for at tegne og male, fordi jeg har fået det udfoldet her på højskolen. Det har været så fedt, for det har også vist mig, hvad jeg så skal, når jeg ikke skal være journalist. Derfor søger jeg ind på arkitektskolen i København.

I starten syntes jeg, det var hårdt at være sammen med andre 24/7, og jeg prøvede at gå tidligt i seng for at være lidt alene og lade op. Man kan sige, at det var hårdt på en god måde. Og nu? Nu har jeg det sådan, at jeg søger mennesker i højere grad, end jeg gjorde før.

Lucia Pedersen-Campos, F22, Journalistik

Her er plads til at vi er forskellige

Her er et helt fantastisk fællesskab, hvor der er plads til at være forskellige. Jeg synes, jeg har oplevet sådan en stor tolerance og åbenhed fra alle. Her er det ok at nørde med et fag, og det er så fedt, at det er vidt forskellige mennesker, der kommer her. Det tror jeg faktisk er ret specielt for Askov.

Jeg synes, det har en værdi, at vi er en bred vifte af typer, og selv på vores linje er vi vidt forskellige. Det har været virkelig godt at være i. Da jeg var på efterskole, var vi meget mere samme type, og selvfølgelig er vi blevet mere modne og ældre, men for mig har det i hvert fald haft stor betydning med den diversitet, der er her.

Inden jeg kom her, var jeg meget politisk aktiv og bevidst om mine holdninger og værdier, og her har jeg så oplevet, at jeg sagtens kan være sammen med folk, som mener noget helt andet, uden at vi behøver have de store diskussioner. Jeg har også opdaget, at man jo mange gange faktisk godt kan mødes på midten.

Selvfølgelig kan det godt være hårdt både at bo sammen med nye mennesker og samtidig lære så meget nyt, men det er alligevel fedt, og jeg tror da også, at mit sociale behov er steget, mens jeg har været her.

Det har også været fint at blive bekræftet i, at der ikke kun er én vej at gå, når det gælder uddannelse og karriere. Jeg har haft linjefaget Journalistik, og her er jeg blevet klædt på både fagligt og socialt.

Sarah Vestergaard Nielsen, F22, Journalistik