14. april 2024 - 20. april 2024

På sporet af vores liv med og mod naturen

Hjem / Ugekursus / På sporet af vores liv med og mod naturen

Det har altid været et vilkår for mennesker at leve med og mod naturen og dens kræfter. Kom med til Tøndermarsken og Mandø – og hør om vind, vand og fremtidens energiformer.

Hvordan er det at leve i et område, hvor naturens kræfter er så voldsomme, at dit hjem og dit livsgrundlag kan blive oversvømmet af havet? Den vished har mennesker langs Vadehavet til alle tider levet med og gør det stadig. Vi skal ud for at se, hvordan klimatilpasning er en livsnødvendighed i Tøndermarsken og høre om livet med vandet som vigtig aktør – på godt og ondt.

Det bringer os på en spændende tur til Mandø for at lære om livet på den helt særlige Vadehavsø, hvor tidevandet bestemmer, hvornår beboerne – og vi andre – kan komme til og fra øen. Desuden skal vi en tur til Højer og den storslåede Tønder-marsk for at blive klogere på diger, varfter og klimatilpasning.

Energiformer i fortiden og fremtiden

Og hvordan kan vi udnytte naturens kræfter? Vi undersøger vind- og vandkraft i fortid og nutid – og får også et kig ind i, hvad der måske venter i fremtiden. Det sker, når vi besøger virksomhede Stiesdal, hvor de arbejder med Power-to-X. Her får vi et kig ind i fremtidens energiformer.

De spændende historier om, hvordan mennesker før os har arbejdet med at udnytte naturens kræfter, skal vi også tæt på. Vi besøger Harteværket, der for 100 år siden var et af Danmarks første og største vandkraftprojekter, og i Askov tager vi på Poul la Cour-museet og hører nærmere om den fantastiske opfinder, Poul la Cour, som forskede i vindkraft og kan betragtes som Danmarks Edison.

Klimaet og naturen … hvad kan vi gøre?

Når det handler om vores liv med og mod naturen, er klimaforandringerne selvfølgelig en del af kurset. Vi får besøg af meteorolog Jesper Theilgaard, der giver sit bud på, hvordan det står til med klimaet, og hvad vi kan gøre for at at undgå, at det går galt.

Vi skal også opleve teolog og bio-etiker Mickey Gjerris, som sætter perspektiv på mennesker og natur. Den prisbelønnede og dygtige formidler vil fortælle om naturens sprog, om hvad der sker, når mennesker mener, de kan herske over naturen – eller når vi ser os som del i et stort fællesskab med naturen.

Mærk foråret ankomme

Det bliver en uge fyldt med ture ud i landskaber, der er vidt forskellige. Fra den flade marsk i vest til de frodige bakker og sølandskaber i øst. Og vi oplever det hele på den tid af året, hvor det hele begynder at springe ud og grønnes.

Det bliver en uge, hvor vi kan blive klogere på det liv, vi som mennesker har levet og fortsat lever med naturen som med- og modspiller. Alle de steder, vi besøger, har vi dygtige fagfolk til at gøre os klogere på det, vi ser, så vi får en ny forståelse for natur, landskaber, klima og livsvilkår.

Hjemme på højskolen har naturligvis vi fællessang, koncert, gode debatter og masser af hyggeligt samvær.

Download det fulde ugeprogram for kurset her (pdf).

Kursusledere

Rikke Holm

Rikke Holm er uddannet teolog og har været forstander på Askov Højskole siden 2018. Hun kom til Askov fra en stilling som viceforstander på Engelsholm Højskole og har også arbejdet som ungdomspræst og efterskolelærer. Rikke underviser på fællesfaget ‘Eksistens’ og holder morgensamlinger og foredrag. For Rikke er det en stor fornøjelse at være med til at præge Askov Højskole og føre denne helt unikke højskole videre ind i nutiden og lægge spirer til fremtiden. Askov Højskole skal være et sted, hvor alle aldersgrupper kan lade sig inspirere af dygtige lærere og formidlere, og hvor der er plads til fordybelse, forundring og fortællinger.

Lær Rikke bedre at kende her.

rh@askov-hojskole.dk +45 51 56 55 50

Mona Østerlund

Mona er uddannet journalist og har i mange år arbejdet som freelancejournalist med at skrive artikler, lave kommunikationsopgaver, bogprojekter og undervisning. På Askov Højskole er hun kursusleder på bl.a. livshistorie- , fugle- og vandrekurser. Derudover underviser Mona på højskolens fire ugers prøveforberedende forløb, Springbræt til journalistik.

mon@askov-hojskole.dk

Tilmelding

På sporet af vores liv med og mod naturen

Startdato14. april 2024

Slutdato20. april 2024

Pris fra5.350 kr.

Tilmeld dig kurset → Hent program ↓

Måske kunne du også være interesseret i: