Fællessangsforedrag med Anette Prehn og Bjørn Elkjer: På gådejagt efter Jeppe Aakjærs usungne sange
To ord på en gravsten. En gådejagt i glemte skrifter. Aakjærprisen 2024. Så kort kan Anette Prehns seneste rejse i Jeppe Aakjærs univers beskrives. Hun har pustet liv i tekstpassager fra 130 år gamle breve, foredrag og erindringer fra Jeppe Aakjærs hånd, der ellers hverken rimede eller var på vers. Anette Prehn vævede nænsomt Aakjærs ord på tværs af livet sammen – og komponist Kristian Bisgaard gav dem toner.
Dermed blev der skabt til 21 nye ”usungne sange”. Det var præcis dette udtryk, der mystificerede Anette Prehn, da hun i efteråret 2019 for første gang besøgte Aakjærs kunstnerbolig og gravsted. Hvorfor skrev Aakjær, at ”det er asken af usungne sange, der hviler i denne skål”? På dette tidspunkt blev hans sange rigt sunget i alle egne af landet, f.eks. ”Jeg er havren” og ”Jens Vejmand”. Hun påbegyndte sin udforskning af, hvad der lå og gemte sig i Aakjærs skrifter. Og forbavselsen var stor, da hun opdagede højaktuelle tematikker som FOMO (”fear of missing out”), ekkokamre og sågar MeToo behandlet i Aakjærs glemte ord. Foruden et væld af naturlyriske udtryk, der piblede frem. Anette Prehns Gyldendal-bog ”På gådejagt efter Jeppe Aakjærs usungne sange” fik efterfølgende fem hjerter i Politikens anmeldelse.
Organist og pianist Bjørn Elkjer akkompagnerer denne dag. Han er uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han har tidligere været akkompagnatør og kapelmester for en lang række sangere og entertainere.
Velkommen til en stemningsfuld brobygning til det, der samler os som mennesker på tværs af generationer!