Klokketårnet i Askov

Askov Højskoles klokkespil

Hjem / Klokketårnet i Askov

Har du været på Askov Højskole bare én dag, har du uden tvivl bemærket det klokkespil, som lyder tre gange om dagen. Det ikoniske klokketårn, som blev bygget i 1950’erne, er placeret centralt på højskolen. Den øverste del af tårnet er formet som en båke – et pejlemærke for søfarende. Tårnet er særegent og et stærkt vartegn for både dem, der har gået på skolen og for byens borgere.

Klokkespillet blev skænket højskolen af tidligere elever – de såkaldte Askov Lærlinge – tilbage i 1959. Det skete i forbindelse med ombygning af højskolen, hvor den tidligere forstander J. Th. Arnfred skulle have sagt: At nu havde man et klokketårn, men manglede et klokkespil.

I mange år passede Arnfred og møllebestyrer Knud Knudsen klokkespillet. Ad åre forfaldt klokkespillet og sidst i firserne slog klokkerne deres sidste slag. En donation har gjort det muligt at investere i et nyt klokkespil til glæde for skolens elever og Askov by.

Klokketårnet spiller hver dag kl.  08.05 – 12.00 – 21.00. Melodierne er indspillet af Kristian la Cour og varierer hver måned:

Januar

Det var en morgen ved vintertid – Melodi: Kurt Larsen
Spurven sidder stum bag kvist – HS 273
Sneen dækker mark og mose – HS – 268

Februar

I vintersolens lange lave skygger – Melodi: Kristian la Cour
Er lyset for de lærde blot – HS 82
Go’ nu nat – HS 592

Marts

Du kom med alt det der var dig – HS 480 
Den blå anemone – HS 281
Natten er så stille – HS 571

April

Lysets engel går med glans – HS 8
Luk døren op og se – HS 292
Fred hviler over land og by (Melodi: Niels la Cour) – HS 575

Maj

Nu blomstertiden kommer (svensk melodi) – HS 326 B
Se det summer af sol – HS 320
Go’ nu nat – HS 592

Juni

Fyldt med blomster – HS 329
En yndig og frydefuld sommertid – HS 444
Sommarpsalm (Det dufter lysegrønt af græs) – HS 325

Juli

Fyldt med blomster – HS 329
En yndig og frydefuld sommertid – HS 444
Sommarpsalm (Det dufter lysegrønt af græs) – HS 325

August

Vor sommer er solstrejf (Svalerne) – HS 18. udgave nr. 330 – Melodi: Kristian la Cour
Fyldt med blomster – HS 329
Go’nu nat – HS 592

September

Det lysner over agres felt – HS 352
Du kom med alt det der var dig – HS 480
Der står et slot i vesterled – HS 572

Oktober

Når lyset åbner – HS 18. udgave nr. 17
Nu falmer skoven – HS 359
Solen er så rød mor – HS 585

November

Mørk er november – HS 371
Dybt hælder året i sin gang – HS 375
Sig månen langsomt hæver – HS 568

December – UGE 1

Tak og ære være Gud – DDS 80
En rose så jeg skyde – HS 236
Mit hjerte altid vanker – HS 240

December – UGE 2 og 3 og 4

08.05 Dejlig er den himmel blå – HS 264
10.30 O Jesulein süss, o Jesulein Mild
12.00 Velkommen igen – HS 243
13.00 Once in Royal Davids City – Christmas Carol
19.00 Away in a manger – HS 254
21.00 Den yndigste rose er funden – HS 239

HS = Højskolesangbogen 19. udgave
DDS = Den Danske Salmebog

Mere info – se hojskolesangbogen.dk

Klokken, der er placeret på siden af klokketårnet, var en gave til skolen helt tilbage i 1915. Den blev foræret skolen i anledning af dens 50 års jubilæum af elevholdet fra 1890 til deres 25-års jubilæum. Verset på klokken er forfattet af digteren Valdemar Rørdam. Oprindeligt blev klokken brugt til at vække elever og ringe ind til timerne.

Læs mere om højskolen

Det har været det bedste i mit liv

Egentlig havde jeg ikke selv tænkt på at tage på højskole, men en veninde opfordrede mig til det.

I starten var det ret overvældende, og de første to uger ville jeg hjem. Jeg følte mig usikker og overstimuleret. Mine veninder overtalte mig til at give det en chance, og det gjorde jeg. Heldigvis. For at være på højskole har været det bedste i mit liv.

Hvis du overvejer at tage på højskole, så gør det. Spring ud i det. Du får så meget ud af det både fagligt, socialt og personligt. Giv det en chance, det er bedre, end du tror.

Jeg valgte Askov Højskole, fordi jeg gerne ville have journalistik som linjefag, og fordi der er så mange kreative valgfag. Det elsker jeg at fordybe mig i. Alle lærerne er virkelig engagerede – man kan mærke, de brænder for det, de laver.

Hver gang, vi har lavet et journalistisk projekt, fik jeg et adrenalinkick, når jeg var på research og fandt ud af, at min hypotese holdt stik. Jeg er virkelig vild med at formidle og er i gang med at uddanne mig til journalist på Syddanske Universitet.

Camilla Tonnesen, F21, Journalistik

Fællesskabet er der hele tiden

Da jeg kom, var jeg spændt på at møde de andre, men alle var bare søde og imødekommende. Man kunne bare være sig selv og give den gas.

Der sker noget hele tiden. Man kan godt være på værelset for sig selv og slappe af, men du kan også hele tiden være en del af fællesskabet, for der sker noget hele tiden. Og jo mere, du involverer dig, jo mere får du ud af opholdet.

Jeg valgte Askov, fordi der var en litteraturlinje, og det var som om, undervisningen var designet til mig. Det har været så fedt, og jeg føler virkelig, jeg er vokset på bare tre måneder. Undervisningen bliver tilpasset til os, og jeg har bare rykket mig så meget. Det har givet mig mod på at søge ind på Forfatterskolen.

Jeg har fået nye venskaber og har aftalt at flytte sammen med en rigtig god ven fra højskolen.

Noah Steffensen, F21, Litteratur

Det sociale var det allerbedste

Før jeg startede på højskolen, var jeg nervøs for, om højskoleopholdet ville blive en lige så livsforandrende oplevelse, som jeg havde hørt, det skulle være. Den nervøsitet var helt ubegrundet, for det blev en kæmpe oplevelse.

Højskolen gør rigtig meget for fællesskabet og arrangerer mange ting, men du har selv et ansvar for at blive en del af det, for det er i fællesskabet, du får den store oplevelse.

Askov Højskole er fed, fordi den har så meget historie. Når jeg nævner Askov for andre, er der altid én, der har en relation til skolen. Jeg elsker at være steder, hvor der er en historie, jeg kan blive en del af.

Det allerbedste ved højskoleopholdet var det sociale. At være sammen med andre hele tiden er meget intenst, men jeg er blevet mere udadvendt. Vi griner rigtig meget og laver mærkelige og fjollede ting – alt det, ungdomslivet er og skal være.

Jeg har fået mange nye venner, og fællesskabet med dem fortsætter efter højskolen.

Sofia Maria Madsen, F21, Journalistik

.