Koncert med Mathias Heise og Bjarke Mogensen

Hjem / Events / Koncert med Mathias Heise og Bjarke Mogensen

I grænselandet mellem jazz-inspireret verdensmusik og berømte klassiske komponister mødes Mathias Heise og Bjarke Mogensen i et repertoire, der udforsker fælles klang og forskelligheder mellem deres to instrumenter, mundharmonika (Mathias) og accordeon (Bjarke). De to musikere mødte hinanden for første gang, da de begge optrådte på Bent Fabricius-Bjerres sidste udgivelse ’Natsværmeri’.

Ikke mindst på grund af deres specielle, men alligevel beslægtede instrumenter, gik der ikke længe, før de to fattede interesse og sympati for hinanden. En ganske særlig klang-konstellation blev født, og duoens første koncert blev sendt på DR2 som en del af programmet “Sommerscenen”. At den kromatiske mundharpe og accordeon har meget tilfælles i måden at producere lyd på er nok en overraskelse for mange. Men faktisk har instrumenterne en fælles forfader i det årtusinder gamle instrument ’sheng’, en art kinesisk mund-orgel. Alligevel er konstellationen af accordeon og kromatisk mundharpe uhyre sjælden: der er så vidt vides kun blevet indspillet én tilsvarende udgivelse med samme duobesætning: den dansk-kinesiske duo Mogens Ellegaard og Cham-Ber Huang, indspillet i 1960.

På deres debutudgivelse har duoen valgt at præsentere egne kompositioner såvel som originale udgaver af miniaturer fra Johan Sebastian Bach, Claude Debussy, Hermeto Pascoal og, naturligvis, Bent Fabricius-Bjerre. Sidstnævnte med musik komponeret til Mogensens accordeon i Brecht-stykket ’Immigranten’, samt ’Norwegian Sunset’ fra dukkefilmen Bjergkøbing Grand-Prix, som Mathias Heise har arrangeret specielt til denne udgivelse.

Duoens debut-album udkom 11. januar 2024 og modtog blandt andet fem hjerter i Politiken.

Køb billet

Dato19. november 2024

Tid15.00

StedForedragssalen

Pris100 kr.

Køb billet