5 x Vuust fortolker sange af Sebastian

Hjem / Events / 5 x Vuust fortolker sange af Sebastian

Få en unik koncertoplevelse med det anmelderroste familieorkester 5 x Vuust, når de med udgangspunkt i deres album ‘Ramt i hjertet’ hylder Sebastians ikoniske sange og fortolker stærke melodier som “Du er ikke alene”, “Stille før storm”, “Nana”, “Linedanseren” og “Rose”. Sebastian har været en unik stemme i dansk musikliv gennem seks årtier og har skrevet sange, der går lige i hjertet på de fleste. Hans lyrik og tekster, der både er poetiske og indeholder en social indignation, er fortællinger om menneskelivet i alle dets aspekter.

Om 5 x Vuust har pressen blandt andet skrevet:

”Det her er virkelig gennemført smukt!” ★★★★★ GAFFA

”Imponerende. Nogle familier er bare så tindrende stjerne-talentfulde” ★★★★★ Nordjyske

5 x Vuust er en dansk jazzfamilie bestående af fem musikere på tværs af generationer: Sanger Clara Vuust og hendes bror, saxofonist Christian Vuust, deres fætter bassist Peter Vuust samt hans to sønner, pianist og sanger Frederik Vuust og trommeslager Mikkel Vuust. Bandet er oprindeligt udsprunget af det aarhusianske musikmiljø, men medlemmerne har base i Aarhus, København og New York. 5 x Vuust udgav i 2022 deres anmelderroste debutalbum ‘Further To Fly’ med nyfortolkninger af sange af Paul Simon.

5 x Vuust har i mange år haft en stor kærlighed til Sebastians rige sangrepertoire – et repertoire, som for dem spiller en rolle i dansk musik, der kan sammenlignes med The Great American Songbook i jazzen: en fælles musikalsk grund, som musikere mødes omkring, fortolker og genopdager.

Også de mange fremragende musikere, der har omgivet Sebastian gennem årene, har haft en helt særlig betydning for familien. Mikkel Vuust spiller stadig på det trommesæt, som Sebastians mangeårige trommeslager Alex Riel forærede ham. Hans bassist Mikael Friis er ét af Peter Vuusts store forbilleder, ligesom Clara Vuust, som mange andre sangere i dag, er vokset op med Lis Sørensens stemme, der fortolkede Sebastians melodier og tekster. Med inspiration fra Sebastians musikalske univers giver 5 x Vuust med udgangspunkt i deres eget ståsted i jazzmusikken således deres bud på nyfortolkninger af én af Danmarks mest elskede kunstnere.

5 x Vuust er:
Clara Vuust (f. 1974) Sang. Er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) og har som solist udgivet tre anmelderroste album på Storyville Records. Hun er kendt for sine jazzfortolkninger af højskolesange og italienske klassikere. Leder af Musikhøjskolen på Frederiksberg.

Frederik Vuust (f. 1995) Klaver og sang. Tilhører den nye generation af danske jazzmusikere. Han har optrådt med flere prominente musikere fra ind- og udland og er kandidatuddannet fra RMC. Frederik har også en bachelor i litteraturhistorie, og har desuden skrevet og instrueret tre kortfilm.

Christian Vuust (f. 1964) Saxofon og klarinet. Er lektor ved Det Jyske Musikkonservatorium. Medvirker på over 100 udgivelser som både musiker og komponist. Har modtaget adskillige musikpriser, turneret internationalt og spillet med navne som Aaron Parks og Jeff Ballard. Studier ved Berklee College of Music.

Peter Vuust (f. 1961) Kontrabas. Er professor, komponist og internationalt anerkendt forsker i musik og hjerne. Han medvirker på mere end 100 udgivelser, heraf syv i eget navn og har spillet med stjerner som Dave Liebman og Tim Hagans. Har modtaget flere priser og nomineringer for sin musik.

Mikkel Vuust (f. 1999) Trommer. Er en fremadstormende ung musiker med base i New York, hvor han har studeret på Manhattan School of Music. Han har spillet med bl.a. Ron McClure og Cæcilie Norby og har modtaget undervisning af nogle af jazzens største trommeslagere.

Køb billet

Dato15. juni 2026

Tid19.30

StedForedragssalen

Pris150 kr.

Køb billet