Litteraturfestivalen
UDSYN
13. – 15. marts 2026

UDSYN
I godt 80 år stod Askov Højskole bag tidsskriftet Dansk Udsyn; et tidsskrift for kulturhistorisk, litterær og social oplysning. I 2025 genopstod Dansk Udsyn som litteraturfestivalen UDSYN – en ny tradition blev født om man vil.
Med UDSYN skaber Askov Højskole en litteraturfestival, hvor forfattere og litteraturelskere mødes, med åbenhed, forståelse og øje for det større perspektiv, for at belyse aktuelle temaer gennem masterclass, oplæsninger, samtaler, foredrag og sang.
UDSYN arrangeres af og afholdes på Askov Højskole. Derfor vil litteraturfestivalen naturligvis bære præg af højskolelivet i form af højskolesang, fællesspisning og højskoleaftener.
UDSYN afholdes altid med ambitionen om at samle og præge den offentlige samtale om litteraturen. Her vil modsætninger mødes – og det er der plads til.
UDSYN NR.2
Litteraturfestivalen UDSYN varer i 2026 fra fredag den 13. – søndag den 15. marts. Det vil glæde os meget, hvis du flytter ind på højskolen og er med alle tre dage. Det er også muligt at tilmelde sig enkelte dage; Det kræver tilmelding at deltage i litteraturfestivalen uanset, hvor mange dage det drejer sig om. Du kan også deltage i / købe billet til udvalgte højdepunkter fra programmet når vi nærmer os afholdelsen.
Vi håber, at det bliver gratis at deltage i UDSYN NR.2 – ligesom det var ved UDSYN NR.1.
Køb billet til UDSYN
Personer over 40 år kan købe billet til UDSYN. Billetten koster 1500,00 kr. og er inkl. kost og logi fredag – søndag.
Køb billet →
ÅRETS TEMA: JEG
Temaet for UDSYN 2026 bliver et jeg-tema. Jeget i digtning og litteratur – er det en kerne eller bare en kasse? Et sted at tale fra, en hud, en krop? Er jeget en mystisk og uudgrundelig størrelse? Er det identisk med sjælen? Er det fælles for alle? Er jeget enhver – eller nogen specifikt? Er det nærmere noget end nogen? Hvad sker der, hvis det går i opløsning – og kan det overhovedet det? Det forudsætter i hvert fald, at det findes.
Vi belyser temaet litterært, psykologisk og filosofisk. Har du input til UDSYN 2026, så skriv en mail til lba@askov-hojskole.dk. Vi er stadig i den spæde planlægningsfase, så alle input er velkomne.
Dine værter er

Jens Kæmpe

Søren Østerlund Christensen
PROGRAM
Programmet er fortsat under udarbejdelse.
Du kan nedenfor se et eksempel på programmet for UDSYN NR.1, hvor temaet var mark og eng.
