Forfatter og journalist Erkan Özden tager udgangspunkt i sin bog ‘Små mænd med store hænder – Barn af en gæstearbejder’. En dybt personlig slægtsfortælling om vandringen fra et lille lokalsamfund i det landlige Tyrkiet til industriarbejdspladsen B&W i København. Det var en vandring til et nyt land langt mod nord, en vandring fra land til by og så var det en klassevandring fra minimal eller ingen skolegang til europæisk akademikerstand på én generation.
Det er en ubetinget succeshistorie om, hvordan drømmen om et bedre liv kan blive til virkelighed. Og i det det store perspektiv var det intet mindre end en stille revolution på de indre linjer. Men det er ikke en historie om glansbilleder. For det er også en fortælling om monumentale omvæltninger, smerte og afsavn.
Og for den første generation, der blev født i Danmark, er dobbeltheden og den indre splittelse en tro følgesvend. Følelsen af, at det aldrig er godt nok, sætter sig spor. Alt det sætter Erkan ord på i sin danmarkshistorie.
Om Erkan Özden: Journalist, moderator, foredragsholder og forfatter. Han har siden 2014 været nyhedsvært på TV Avisen, DR, tidligere USA-korrespondent med base i Washington og rejsende reporter i katastrofe- og konfliktzoner.
Erkan Özden har dækket nogle af de største begivenheder i nyere tid, blandt andet tsunamien i Sydøstasien og de voldsomme jordskælv i Pakistan og senest i Tyrkiet i foråret 2023.
Han har også været vært på udenrigsmagasinet DR2 Udland og Krigens Døgn med fokus på den aktuelle situation i Ukraine. Derudover har Erkan Özden i 10 år stået i spidsen for et af kerneområderne i børne- og ungdomssatsningen på DR, blandt andet med børne- og ungesatsningen I Sandhedens tjeneste. Erkan Özden er uddannet cand.comm. i Journalistik og Dansk fra Roskilde Universitet.