Foredrag med forfatter Anna Elisabeth Jessen

Hjem / Events / Foredrag med forfatter Anna Elisabeth Jessen

Den sønderjyske forfatter og dokumentarist Anna Elisabeth Jessen fortæller om sin seneste roman: GODE RÅD. Det er et familie- og jalousidrama, en fortælling om, at den, der bliver tilbage, ikke altid er den, der står i stampe, og at den, der rejser ud, ikke altid kan tage sin plads i familien for givet.

I romanen møder vi Andrea. Da hun går på pension, forestiller hun sig, at nye kapitler i hendes liv skal begynde. Hendes datter Anne er billedkunstner og har flyttet sig langt fra den sønderjyske landsdel, både fysisk og mentalt. Nu er der mulighed for oftere at besøge Anne i København.

Andrea og hendes mand har for nyligt fået en rengøringshjælp, Madeleine, en dansk-belgisk kvinde med en eksotisk fortid og flere hemmeligheder, og hende beholder de, selvom Andrea ikke arbejder mere, for Andrea knytter sig mere og mere til Madeleine. Og Anne har jo også travlt med sit eget liv.

Det seneste kunstværk, Anne arbejder på, hedder: Ting, jeg lærte af min mor. Men snart har Anne svært ved at genkende sin mor, der bliver mere og mere frisindet, efterhånden som Madeleine rykker ind i familien.

Da Anne sender sin gamle hund på pension i Sønderjylland, fordi hun ikke kan have den i lejligheden mere, må Andrea træffe et valg: Madeleine eller hunden. Madeleine er allergiker. Hunden bliver aflivet.

Det bliver startskuddet til et bittersødt drama mellem de tre kvinder om kærlighed, kunst og penge.

Anna Elisabeth Jessen er især kendt for sin debutroman Om Hundrede År, der er en slægtsroman om en dansksindet familie i Sønderjylland, som man følger gennem 100 år – fra 1914 til 2014. Romanen er fiktiv, men inspireret af Jessens egen familiehistorie.

Forfatteren er vokset op ved Haderslev og bor i dag på sine oldeforældres gård i Hoptrup.

Køb billet

Dato19. oktober 2026

Tid19.30

StedForedragssalen

Pris100 kr.

Køb billet