Foredrag med journalist og forfatter Georg Metz: Humor som overlevelse
Inde i fortællingen, litteraturen og kunsten ligger humoren indfattet som en mulighed for erkendelsen. Ikke en man i alle sammenhænge kan finde ud af at finde. Humor er kultur-, tids- og samfundsbestemt. Det gælder om at opsøge og fastholde den mest holdbare som beskrivelse af verden til alle tider. Den humor, der antyder at vi først og fremmest ikke ved, hvad vi tror vi ved, rækker langt ud over øjeblikkets morskab og antyder varige værdier.
Den jødiske klassiske anekdote, der for tiden har trange kår, fortæller om småfolk i hverdagen, hvis iagttagelser af omverden måske er visdom, måske vanvid. Bagefter er vi blevet så meget klogere, at vi ikke er blevet klogere, men endnu mere i vildrede med livets mening, og det er jo også en slags visdom.
Det samme med Storm P.’s bestræbelser på at udforske kommunikationens grænser.
Humoren afdækker hos ham og så mange andre humorister tragikken i menneskers forgæves forsøg på at nå hverandre. Men vi taler bestandigt forbi hinanden – allerede i paradisets første dage …