Mich Vraa: Under en anden himmel

Hjem / Events / Mich Vraa: Under en anden himmel

Romanen Under en anden himmel fortæller historien om den unge franskmand Ritou, der voksede op i Fransk Indokina i 1930’erne og i Sydfrankrig under den nazistiske besættelse. Senere var han på kostskole i Bordeaux og studerede i Paris, inden han efter praktik på den franske ambassade i Hongkong og efterretningsarbejde i Saigon under optakten til Vietnamkrigen kom til at deltage i Algeriets brutale løsrivelseskrig på fransk side. Han vendte derefter tilbage til udenrigstjenesten og var godt i gang med en diplomatisk karriere ved ambassaden i London, da han ved et tilfælde blev inviteret til et middagsselskab, hvor han fik en prinsesse til bords.

Under læsningen af romanen vil de fleste nok regne ud, at Ritou ikke kun er en opdigtet franskmand, men i det store og hele er identisk med den Henri, som sikkert allerede under det omtalte middagsselskab i London forelskede sig i en dansk prinsesse og tronfølger, og derfor blev prins af Danmark.

Romanen handler også i høj grad om mad. Den helt fiktive anden hovedperson er den engelske stjernekok Emma, som finder Ritou som en forkommen gammel mand på et bjerg i Sydfrankrig og tager ham med hjem. Det er til hende, han fortæller hele sin ret vilde historie.

I foredraget vil Mich Vraa fortælle om hvordan ideen til sådan en fortælling opstod, og hvad han gjorde for at realisere den så sandfærdigt som muligt uden at glemme, at der står ”roman” på omslaget. Han vil også fortælle lidt om mig selv, og hvordan det gik til, at han oplevede en slags gennembrud som forfatter i en alder af 62 år. Det er nu syv år og syv romaner, alle bestsellere, siden.

Køb billet

Dato13. juni 2024

Tid15.00

StedForedragssalen

Pris100 kr.

Køb billet