Højskolemand og foredragsholder Niels Ole Frederiksen fortæller om: ”Udbryderkongen Carl August Lorentzen”.
Natten mellem den 22. og 23. december i 1949 undveg udbryderkongen og pengeskabstyven Carl August Lorentzen Horsens Statsfængsel via en 18 meter lang tunnel, som gik fra hans kældercelle over til fængselsinspektørens kartoffelkælder. Det var en kæmpe fysisk præstation, og ikke mindst var det en stor sensation, som gav genlyd over hele Danmark. Carl August Lorentzen blev en folke- og mediehelt i datidens Danmark. Alle holdt med Lorentzen.
Det er en beretning om en mand, der besad store kreative evner, og hvis opfindsomhed ingen grænser kendte, når det gjaldt om at finde egnede flugtveje ud af fængslet. En byretsdommer i Odense gav ham engang følgende karakteristik: ”Når Lorentzen sidder inde, finder han på alle mulige måder at undvige på, han er nærmest genial; men han er en middelmådighed, når han på fri fod skal forvalte sit liv.”
Niels Ole Frederiksen har mødt og talt med Carl August Lorentzen i sin barndom, og det fortæller han også om.