’Livsglæde og sang . . . ’ Sang skaber glæde, – fælles sang skaber fælles glæde, for den, der synger er aldrig alene! – I sangene fortælles om historier og begivenheder, både de store og de små. Men næsten alle sange handler om det, der er vigtigst for os – det, som har værdi.
Erik Sommer, født 1948, er uddannet musikpædagog fra Det kgl. Musikkonservatorium og var i 16 år ansat som lektor i musik ved Nr. Nissum Seminarium og inden da højskolelærer på henholdsvis Silkeborg Højskole og Danebod Højskole igennem i alt 12 år. Fra 2005 til 2010 var han forstander på Seniorhøjskolen i Nørre Nissum. Han har endvidere en organistuddannelse (PO) fra Vestervig Kirkemusikskole.
Han er en meget efterspurgt foredragsholder med fortælling og sang samt instruktør ved korstævner for både voksne og børn og ved undervisning og kurser for musiklærere.
Erik Sommer har en omfattende komponistvirksomhed bag sig med mange sange og salmemelodier til både voksne og børn. Heraf er en del blevet optaget i højskolesangbogen og i den nye salmebog.
Hans arbejde omfatter også mange udgivelser med korsatser og metodik for både børn og voksne.
Som påskønnelse for hans mangeårige arbejde med musik og undervisning har han modtaget Nutzhorns Legat, Ringkøbing Amts Musikpris, Den Folkelige Sangs pris, Kristeligt Dagblads Kulturpris og senest fvh. kirkeminister Mette Madsens Kulturpris.