Størst af alt er kærligheden – men lige efter kommer humoren

Hjem / Events / Størst af alt er kærligheden - men lige efter kommer humoren

Foredrag med journalist, forfatter og foredragsholder Peter Borberg: ‘Størst af alt er kærligheden – men lige efter kommer humoren’
Et underholdende og tankevækkende foredrag om humor og livsvisdom i den tredje alder

Titlen på dette foredrag stammer fra forfatteren Lise Nørgaard. Hun blev 105 år. Måske var hendes uforlignelige humor med til at sikre hende et langt liv. Foredraget går på opdagelse i humoren i den tredje alder – fortalt i en levende blanding af anekdoter og historier om nogle af de største humorister gennem tiden. Fra Storm P. over Piet Hein til Charles Chaplin, Johannes Møllehave, Benny Andersen og mange, mange flere.

Derudover byder foredraget på et væld af livsbekræftende eksempler på den humor, der udspiller sig i det daglige seniorliv, og som giver tilværelsen kolorit – alt imens håret bliver gråt. Kort sagt et foredrag, der både giver masser af grin og stof til eftertanke. Eller som Storm P. engang sagde: ”De bidende bemærkninger kommer først, når man har mistet tænderne.”

Peter Borberg (f. 1972) er mag.art. i nordisk sprog og litteratur samt journalist og forfatter. Han har udgivet flere kulturhistoriske og dokumentariske bøger, bl.a. Storm P. – En biografi (2017), Piet Hein – De unge år (2023) og Piet Hein – De modne år (2024). Peter Borberg modtog i 2018 Storm P. Prisen for sin årelange formidling af nationalhumoristen.

Køb billet

Dato19. juni 2026

Tid09.15

StedForedragssalen

Pris125 kr.

Køb billet