Området

Lad os starte med at fortælle, at Askov har sin egen park. Og her overdriver vi altså ikke – der er tale om en virkelig stor og skøn grøn plet, som agerer centrum for hele skolens areal. I sommerhalvåret er den flittigt brugt – og du kan altid finde elever på terrassen, i skygge under træerne eller i gang med en form for boldspil. Om vinteren maler parken de fineste vinterlandskaber, lige uden for vores vinduer, uanset om der er frost eller sne.

Hvis vi bevæger os lidt ud af egen matrikel, kan vi fortælle, at Askov Højskole ligger i et naturskønt område med mulighed for en lang række friluftsaktiviteter som fx løb, cykling, lystfiskeri, kano, roning, friluftsbadning og vandring – og vil du gå rigtig langt, så skærer Hærvejen altså gennem Askov (og så kan du bare gå i gang ;-)).

Askov Højskole ligger et fremkommeligt sted. Med ca. 2 km til Vejen Station er det nemt, at komme hertil med tog. Hvis du er i bil finder du os ca. 5 minutter fra motorvejsafkørslen.