Strik med dine garnrester

Tag en uge på højskole og lær nye strikketeknikker

Hjem / Brugt er smukt – Strik med dine garnrester

Enhver strikker med lidt erfaring kender det – kurve, poser og skuffer fulde af garnrester. Fejlkøb, garn fra projekter der aldrig blev færdige, og nøgler, man slet ikke kan huske, hvor kom fra. I denne workshop giver vi det glemte garne nyt liv!

Ugen begynder med, at vi dykker ned i garnlageret, finder farver og kvaliteter frem og udvælger kombinationer til vores helt egen udgave af Restetrøjen Topdown – et smukt design, der kan strikkes både som kort og lang model. Vi strikker med alt fra to til fem tråde ad gangen, alt efter tykkelsen på garnet, og skaber bløde, ”glidende” farveovergange. Undervejs får du masser af inspiration til, hvordan du kan sammensætte dine rester, så din trøje får et personligt og levende udtryk.

Ugen byder også på sjove og farverige teknikker som tofarvet rib og løkkestrik, der begge passer perfekt til restestrik og giver ekstra kant til dit design.

Der er ingen krav til forhåndskendskab og evner; du skal blot have lyst til at lære. Vores dygtige underviser, Stine Hoelgaard Johansen, er uddannet håndarbejdslærer og underviser både i strik og hækling. Stine sørger for, at undervisningen er givende for dig uanset niveau – og hun glæder sig til at dele ud af sine kreative og inspirerende ideer og faglige kunnen.

Materialeindsamling

Du er mere end velkommen til at medbringe garnrester. Det behøver ikke være garn, du selv planlægger at bruge – alt er velkomment. Hvis alle medbringer lidt – og Stine medbringer meget – skal der nok være garn til mange fine projekter.

En del af kurset “Brugt er smukt”

På “Brugt er smukt” samles vi om skaberglæden og muligheden for at give genbrugsmaterialer nyt liv. På kurset kan du vælge mellem tre værksteder: Sy til dig selv og hverdagen, strik med garnrester eller fold lampeskærme af genbrugspapir.

Læs mere om kurset →
Besøg hos Skatkammeret i Kolding i 2023.

En hel uge med kreative værksteder og kulturelle oplevelser

Værkstedet ‘Strik med dine garnrester’ er en del af kurset Brugt er smukt. Et kursus, som sætter fokus på det at genbruge ressourcer, som ellers risikerer at gå til spilde. Og her er ikke tale om at genbruge ressourcer via affaldssortering – her genbruger vi ressourcerne på en måde, så de får nyt liv.

Vi har fundet tre kreative sjæle, som i en hel uge vil bidrage med inspiration til, hvordan du kan genbruge tekstil, garn eller papir. Derfor skal du ved tilmelding til kurset vælge mellem et af de værksteder.

I løbet af kursusugen bruger du fire dage på dit værksted. Derudover har vi planlagt en heldagsudflugt, som bl.a. går til Vrads, hvor vi besøger Bjørnkilde og går på opdagelse i landsbyens bæredygtige projekter, virksomheder og fællesskaber. Vi skal også forbi Skatkammeret, et genbrugsunivers i Kolding, hvor vi kan samle materiale ind til de kreative processer hjemme på højskolen.

Din underviser

Stine Hoelgaard

Stine Hoelgaard er uddannet strikke- og hækledesigner fra Hellerup Håndarbejdsseminarium

Dine kursusledere

Lene Kersting

Lene er højskolens kreative sjæl. Hun underviser i keramik, tegning, maleri og glas på højskolens lange ophold og er kursusleder på de korte kurser, der har kreativitet som omdrejningspunkt. Lene er uddannet keramisk designer fra Designskolen Kolding og er selvstændig keramiker ved siden af undervisningen på Askov Højskole. Løber du tør for ideer eller går klappen ned, så skal du sige det til Lene. Hendes positive sind og krøllede hjerne har altid et godt input.
lk@askov-hojskole.dk

Rikke Holm

Rikke har siden 2018 været forstander på Askov Højskole. Noget af det vigtigste for Rikke er, at Askov Højskole skal være et sted, hvor alle aldersgrupper kan lade sig inspirere af dygtige lærere og formidlere, og med plads til fordybelse og forundring. Rikke er bidt af en gal strikkepind. Tilmeld dig strikke-værkstedet og du vil se, Rikke komme listende med sine strikkepinde hver gang muligheden byder sig.
rh@askov-hojskole.dk +45 51 56 55 50