Patchwork

Tag en uge på højskole og lær traditionelt og moderne patchwork

Hjem / Kreativ på Askov – Patchwork

Har stofresterne hobet sig op? Ved du ikke helt, hvad du skal stille op med dem? Tag på højskole i en uge og bliv inspireret til, hvordan du kan bruge dine stofrester til at lave flot patchwork.

Dato: 3. – 9. november 2024

Der er ingen krav til forhåndskendskab og evner; du skal blot have lyst til at lære. Vores underviser, Karina Sloth, er autodidakt, men har taget kurser hos mange forskellige undervisere og designere. Karina har lavet patchwork i over 30 år og har undervist i håndværket de seneste 16 år. Karina sørger for, at undervisningen er givende for dig uanset niveau – og hun glæder sig til at dele ud af sine kreative og inspirerende ideer og faglige kunnen. Karina underviser både i det traditionelle og det mere moderne indenfor patchwork.

Du vælger selv, hvad du vil arbejde med. Måske har du lyst til at bruge patchworkteknikken til brugsting som en indkøbspose eller fin taske? Eller måske vil du hellere kaste dig ud i at skabe smukke billeder til dit hjem? Uanset, hvad du vælger, får du gode råd og vejledning undervejs i processen.

Materialeindsamling

Karina sørger naturligvis for, at der er masser af stofrester at vælge imellem til lige præcis dit projekt. Vil du gerne være sikker på, at der er bestemte farver, mønstre eller teksturer, er du mere end velkommen til selv at medbringe stof. Har du stofrester liggende, som du ikke ved, hvordan du skal bruge? Tag dem med! Det kan være, at du eller dine medkursister kan få glæde af lige præcis dit stof.

En del af kurset “Kreativ på Askov”

På “Kreativ på Askov” samles vi om de kreative sysler, vi elsker så højt. På kurset kan du vælge mellem fire værksteder: Broderi, patchwork, strik og akvarel.

Læs mere om kurset →
Besøg hos Skatkammeret i Kolding i 2023.

En hel uge med kreative værksteder og kulturelle oplevelser

Værkstedet “Patchwork” er en del af kurset Kreativ på Askov. Et kursus, hvor kreative sjæle på tværs af interesser samles og dyrker kreativitet og højskolelivet i en hel uge.

Vi har fundet fire kreative sjæle, som i en hel uge vil bidrage med inspiration til, hvordan du kan dyrke patchwork, strik, broderi eller akvarel. Derfor skal du ved tilmelding til kurset vælge mellem et af de fire værksteder.

I løbet af kursusugen vil du hver dag bruge tid på dit værksted. Derudover har vi planlagt foredrag, sangaften og en udflugt til Museet Sønderskov, hvor vi bl.a. skal opleve udstillingen Eliternes håndværk.

Bliv en del af højskolelivet

Når du tager på højskole bliver du en del af højskolelivet. Dvs. du følger den dagsrytme, som allerede eksisterer på stedet. På Askov Højskole betyder det, at du skal deltage i morgensamlinger, undervisning, måltider, udflugter, aftenaktiviteter og selvfølgelig fællessang. Får du brug for at trække dig tilbage på værelset, så er der også plads til det.

Dine kursusledere

Lene Kersting

Lene er højskolens kreative sjæl. Hun underviser i keramik, tegning, maleri og glas på højskolens lange ophold og er kursusleder på de korte kurser, der har kreativitet som omdrejningspunkt.Lene er uddannet keramisk designer fra Designskolen Kolding og er selvstændig keramiker ved siden af undervisningen på Askov Højskole.Løber du tør for ideer eller går klappen ned, så skal du sige det til Lene. Hendes positive sind og krøllede hjerne har altid et godt input.
lk@askov-hojskole.dk