At gå på pension er en af de helt store overgange i livet – og det kan give anledning til mange overvejelser. Måske er det første gang i dit voksne liv, du har frihed til at gøre, hvad du vil – og hvordan bruger du så den frihed?
Kurset her er for dig, der gerne vil forberede dig på livet efter arbejde – eller dig, der måske for nylig har forladt arbejdsmarkedet og gerne vil have redskaber til at få mest muligt ud af den nye livsfase.
På kurset tager vi fat på alle de spørgsmål, der kan trænge sig på:
- Hvad skal vi bruge det nye afsnit i livet til?
- Handler det om at nyde en skemafri hverdag for første gang?
- Eller skal der fyldes nye aktiviteter ind – og hvilke?
- Er det frivilligt arbejde – og i givet fald hvad?
- Hvor meget skal vi stå til rådighed for børn og børnebørn?
- Er det tiden at flytte – og til hvad?
Der er mange spørgsmål at tage stilling til. På dette kursus får du inspiration til et meningsfyldt liv efter arbejdet, og du kan dele tanker og overvejelser med andre om, hvad den gode pensionisttilværelse indeholder.
En dag tager vi på udflugt og besøger et bofællesskab, hvor beboerne har hver sin andelsbolig, men spiser sammen om aftenen og dyrker fællesskabet. Vi når også en tur på det smukt restaurerede Koldinghus, der er en del af Kongernes Samling. Her skal vi blandt andet høre om, hvad frivillige betyder for en kulturinstitution som Koldinghus.
Forfatter Anna Elisabeth Jessen, som netop har udgivet romanen ‘Gode råd’ (Gyldendal) kommer og fortæller om romanen, som netop handler om en kvinde, der går på pension – og hvor hendes liv tager en helt anden drejning, end hun havde regnet med.
Vi får også besøg af læge Inger Juhl og præst Lone Vesterdal. De to bestyrer brevkassen ‘Spørg om livet’ i Kristeligt Dagblad, og denne aften svarer de på spørgsmål og dilemmaer fra kursets deltagere i en ‘liveudgave’ af brevkassen.
Vi ser også på, hvordan økonomien skrues bedst sammen efter arbejdslivet, ligesom vi får besøg af en advokat, der forklarer alt om fremtidsfuldmagter, testamenter og anden jura, der er vigtig i den fase af livet.

“Jeg har været bekymret for udsigten til at stoppe med at arbejde og gå på pension. Kurset her har betydet, at jeg ikke længere frygter det.”
Lene Thorsen, kursist på ‘Efter arbejdslivet’
Det bliver en uge fyldt med kloge input og gode debatter, og derudover får du også alt det, som en uge på højskole kan: fællessang, morgensamlinger, dejlige måltider og møder med nye mennesker.
Kursusledere
Mona Østerlund