05. juli 2026 - 11. juli 2026

Musical på familiehøjskole

Hjem / Ugekursus / Musical på familiehøjskole

Tag børn, børnebørn, niecer med fætre med – kom bare med hele familien og vær med til en uge fyldt med sang, teater og fællesskab.

Forestil dig den sidste eftermiddag efter en uge på familiehøjskole; børnene er klædt i flotte kostumer, musikken spiller, koret synger og kulisserne står flot på scenen – alt sammen er skabt af de familier, der er med til årets familiehøjskole. Denne eftermiddag er finalen, en stor musicalforestilling, som hele højskolen har arbejdet sammen om den seneste uge.

På Askov Højskole er det helt nyt at holde familiehøjskole på denne måde, men vi har allieret os med et fantastisk hold, som har arrangeret og afholdt denne slags familiehøjskole i mange år. De har lavet musicalhøjskole hver sommer i 18 år og vender tilbage igen og igen – for fællesskabet, glæden og oplevelsen
af at være en del af noget stort er ganske enkelt helt særligt.

Hvem kan tage på familiehøjskole?

Kurset er som sagt for hele familien – børn, forældre, bedsteforældre, onkler, tanter, kusiner, nevøer og alle andre, der har lyst til en anderledes ferie- og familieoplevelse. Børn kan være med på værkstederne fra 6 år og op; yngre børn er velkomne, men kan altså ikke deltage i værkstederne. Her skal de voksne selv stå for pasningen.

På kurset samles familier på tværs af geografi og baggrund – og alle kan bidrage. Alle børn er på teaterhold i grupper efter alder: de mindste – de mellemstore – de store. Der findes også et særligt ungehold (18-20 år), som er en overgang mellem barn og voksen. Børnene får roller, skriver replikker og skaber deres egne figurer. De voksne deltager på værksteder – nogle syr kostumer, andre bygger scenen, skriver sange eller komponerer musikken. På den måde er alle med til at skabe lidt magi til vores fælles værk, musicalen.

Det kræver ingen erfaring at være med – kun lysten til at lege med teater, sang og musik.

Ugens rytme

Dagen starter med morgensang og fælles oplevelser (der altid byder på små overraskelser). Derefter arbejder alle på værksteder frem til frokost, holder en hyggelig siesta og fortsætter så i værkstederne om eftermiddagen. Efter kl. 16 er der tid til leg, hygge og højskoleaktiviteter for både børn og voksne. Ugen er fuld af fællesskab – så planlæg ikke private udflugter undervejs.

Kursusledere

Susie Haugaard

Uddannet fra Den frie Lærerskole i Ollerup. Hun har arbejdet med alt kreativt håndværk, syning, filt, pileflet, stik og meget andet og har et udtalt organisations- og koordineringstalent. Susie har arbejdet med voksne ordblinde de seneste 15 år – og ikke mindst været en del af teamet omkring Musical på familiehøjskole i 18 år. 

Søren Ordon

Har været en del af teamet omkring Musical på familiehøjskole i 10 år.  Han har desuden arbejdet de sidste 10 år på forskellige efterskoler, men hovedsageligt en musical efterskole. I dag arbejder Søren på en friskole.

Rikke Holm

Rikke har været forstander på Askov Højskole siden 2018. Hun kom fra Engelsholm Højskole, hvor hun var med som underviser på Musical på familiehøjskole i 3 år. Hun er glad for at byde velkommen til dette familiekursus på Askov, for det har en helt særlig ånd af inspirerende undervisere og kreative børn og voksne, der arbejder sammen om det unikke; at skabe en musical på en uge på højskolen. Selv elsker hun at synge og strikke og møde nye mennesker.
rh@askov-hojskole.dk +45 51 56 55 50

Tilmelding

Musical på familiehøjskole

Startdato05. juli 2026

Slutdato11. juli 2026

Pris fra6.400 kr.

Pris børn2.700 kr.

Tilmeld dig kurset → Hent program ↓

Tilmeldingen til kurset åbner snarest. Vi arbejder på det endelige program. Så snart det er færdigt, kan du se det her.

Måske kunne du også være interesseret i: