Få inspiration, tips og gode råd til, hvordan du kan få din historie fra tanke til papir – og måske i bogform. Alle har brug for at forstå, hvad de kommer af, hvad der har formet dem og hvorfor, og alles liv er værd at fortælle om. Når du sætter ord på dine erindringer, får du selv perspektiv og sammenhæng på dit levede liv indtil nu. Fortællingen om dit liv er samtidig en gave for dine børn og børnebørn.
På kurset får du hjælp til at komme i gang med at skrive din livshistorie. Du får redskaber til at kalde erindringer frem, som du troede, du for længst havde glemt og teknikker til at skrive dem ned på en måde, så andre kan have fornøjelse af at læse dem – også selv om du måske aldrig har skrevet før.
På programmet er der også inspirerende foredrag om livshistorie samt andre aktiviteter, der kan være med til at kalde erindringerne frem. Vi får også besøg af en forfatter, som har skrevet sine erindringer.
Kurset ‘Skriv din livshistorie’ er ikke et kursus i slægtsforskning, men har du lavet slægtsforskning, kan du bruge kursets inspiration og metoder til at fortælle historien om slægten. Kurset giver dig værktøjer og mulighed for at få styr på dine erindringer.
Medbring
Noget at skrive på, som f.eks. computer, tablet – eller blok og kuglepen.
Kursusledere:
Mona Østerlund
Jeg er uddannet journalist og arbejder som kursusleder, journalistiklærer og kommunikationsmedarbejder på Askov. Jeg er så glad for at gå, at jeg engang skrev en hel bog om alt det gode ved at gå. De seneste år har jeg brugt meget af min fritid på at skrive guidebøger i serien ‘111 steder’, og jeg har været rundt i både Sønderjylland, Trekantområdet og Midt- og Vestjylland for at finde steder at fortælle om.
Som journalist har jeg altid været særlig glad for at skrive portrætinterviews, fordi alle mennesker har en interessant historie, og det kan jeg heldigvis også arbejde med på vores livhistoriekurser på højskolen.
Når jeg ikke arbejder eller har gang i bogprojekter, er jeg vild med at læse skønlitteratur, bruge kulturtilbuddene i Kolding, hvor jeg bor – og i høj grad at tage ud i naturen for at sanke bær, svampe og andet spiseligt.
.