Sy af genbrugstekstiler

Tag en uge på højskole og få inspiration til at genbruge aflagte tekstiler

Hjem / Brugt er smukt – Sy af genbrugstekstiler

Genbrugsbutikkerne bugner med aflagte tørklæder, skjorter, duge og andre flotte tekstiler, som enten ikke længere passer til den oprindelige ejers behov eller moden. Derfor kan du nu tage på højskole i vinterferien og lære, hvordan du kan sy de aflagte tekstiler om til fx en flot jakke, en praktisk taske eller et gedigent forklæde.

Ser du også potentialet i aflagte tekstiler? Måske har du prøvet at købe en brugt dug eller en flot kjole i en genbrugsbutik velvidende, at dugen aldrig ville passe til dit bord – og kjolen aldrig passe på din krop. Vi er mange, der er blevet forført af de flotte tekstiler og lige så mange, som ikke ved, hvad vi kan stille op med dem. Derfor har vi indgået et samarbejde med Lea Maaløe-Jørgensen, som er en passioneret genbrugshaj, der har blik for at skabe genbrugsguld. I en hel uge tager Lea dig under sine kyndige vinger, hvor hun inspirerer og vejleder dig i, hvordan du kan arbejde med genbrugstekstiler.

Materialeindsamling

Lea sørger naturligvis for, at der er masser af tekstiler at vælge i mellem til lige præcis dit projekt. Vil du gerne være sikker på, at der er en bestemt farve, et bestemt mønster eller en særlig overflade, så er du mere end velkommen til selv at medbringe tekstiler. Det kan også være, at du fx har et arvestykke derhjemme, som til stor ærgrelse samler støv i skabet. Tag det med; du får her en unik mulighed for at forvandle det til noget, du faktisk får brugt.

En del af kurset “Brugt er smukt”

På “Brugt er smukt” samles vi om skaberglæden og muligheden for at give genbrugsmaterialer nyt liv. På kurset kan du vælge mellem tre værksteder: sy af genbrugstekstil, strik med rester og fold lamper af papir.

Læs mere om kurset →
Besøg hos Skatkammeret i Kolding i 2023.

En hel uge med kreative værksteder og kulturelle oplevelser

Værkstedet “Sy af genbrugstekstiler” er en del af kurset Brugt er smukt. Et kursus, som sætter fokus på det at genbruge ressourcer, som ellers risikerer at gå til spilde. Og her er ikke tale om at genbruge ressourcer via affaldssortering – her genbruger vi ressourcerne på en måde, så de får nyt liv.

Vi har fundet fem kreative sjæle, som i en hel uge vil bidrage med inspiration til, hvordan du kan genbruge tekstil, garn og papir. Derfor skal du ved tilmelding til kurset vælge mellem et af de værksteder.

I løbet af kursusugen bruger du fire dage på dit værksted. Derudover har vi planlagt en heldagsudflugt, som bl.a. går til Skatkammeret og Ragn-Sells i Kolding. Og så kan vi naturligvis ikke lade dig være i vores lokalområde uden at vise dig Vejen Kunstmuseum og Skibelund Krat.

Bliv en del af højskolelivet

Når du tager på højskole bliver du en del af højskolelivet. Dvs. du følger den dagsrytme, som allerede eksisterer på stedet. På Askov Højskole betyder det, at du skal deltage i morgensamlinger, undervisning, måltider, udflugter, aftenaktiviteter og selvfølgelig fællessang. Får du brug for at trække dig tilbage på værelset, så er der også plads til det.

Lige præcis på Brugt er smukt kan du bl.a. se frem til aftenaktiviteten “Strikkeglæde og slowfashion”. Et foredrag med Dorte Rørmann, som til daglig arbejder med sundhed indenfor socialområdet. Dorte giver os indblik i, hvordan vores egen sundhed, bæredygtighed, verdensmål og bl.a. strikkeaktivisme går hånd i hånd. Det glæder vi os meget til at høre om.

Mandag d. 12. februar holder Dorte Rørmann foredraget “Strikkeglæde og slowfashion”.

Dine kursusledere

Rikke Holm

Rikke har siden 2018 været forstander på Askov Højskole. Noget af det vigtigste for Rikke er, at Askov Højskole skal være et sted, hvor alle aldersgrupper kan lade sig inspirere af dygtige lærere og formidlere, og med plads til fordybelse og forundring. Rikke er bidt af en gal strikkepind. Tilmeld dig strikke-værkstedet og du vil se, Rikke komme listende med sine strikkepinde hver gang muligheden byder sig.
rh@askov-hojskole.dk +45 51 56 55 50

Lene Kersting

Lene er højskolens kreative sjæl. Hun underviser i keramik, tegning, maleri og glas på højskolens lange ophold og er kursusleder på de korte kurser, der har kreativitet som omdrejningspunkt. Lene er uddannet keramisk designer fra Designskolen Kolding og er selvstændig keramiker ved siden af undervisningen på Askov Højskole. Løber du tør for ideer eller går klappen ned, så skal du sige det til Lene. Hendes positive sind og krøllede hjerne har altid et godt input.
lk@askov-hojskole.dk