Fold lampeskærme af genbrugspapir

Tag en uge på højskole og lær at folde lampeskærme af genbrugspapir.

Hjem / Brugt er smukt – Fold lampeskærme af genbrugspapir

Kan du lide at arbejde med papir? Eller kunne du bare tænke dig at prøve det? Så er det nu du skal slå til. I hele uge 7 faciliterer vi et kreativt værksted, hvor undervisning i genbrugsmaterialer og foldeteknikker baner vejen for, at du kan lave flotte lamper.

I en hel uge arbejder vi med genbrugspapir. Vi bruger naturens materialer og varierende flet- og foldeteknikker, tilsætter LED pærer og lidt strøm – og når ugen er gået, har du minimum lavet én smuk og bæredygtig lampe.

Genbrugspapiret er grundlaget i værkstedet. Det er genbrugspapiret, som giver os utallige muligheder for at forme lige præcis den lampeskærm, som passer ind i dit hjem. Sammen udforsker vi også samspillet mellem genbrugspapir og naturens materialer. Vi bruger fx afbarkede pinde og rustik snor i formgivningsprocessen. Det er derfor ikke givet på forhånd, om vi laver gulv-, loft-, bord- eller væglamper – det lader vi være op til dig, dine ønsker og vores fælles fantasi.

Der er ingen krav til forhåndskendskab og evner; du skal blot have lyst til at lære. Du bliver grundigt instrueret i flet- og foldeteknikker af vores to dygtige undervisere: arkitekt Cecilie Bendixen og designer Laura Baruël. De to kvinder introducerer dig løbende til inspiration og viden, som får dig godt i gang med de kreative processer.

Er du nysgerrig på Cecilie og Laura? Lær dem og deres arbejde bedre at kende på deres Instagramprofiler: Cecilie & Laura.

Processen fra genbrugspapir til færdig lampe.

Materialeindsamling

Du skal ikke sørge for nogle materialer inden din ankomst – og der pålægges ikke udgifter til materialer undervejs på kurset.

Alle materialer er altså inkl. i kursusprisen.

En del af kurset “Brugt er smukt”

På “Brugt er smukt” samles vi om skaberglæden og muligheden for at give genbrugsmaterialer nyt liv. På kurset kan du vælge mellem tre værksteder: sy af genbrugstekstil, strik med restegarn og fold lampeskærme af genbrugspapir.

Læs mere om kurset →
Besøg hos Skatkammeret i Kolding i 2023.

En hel uge med kreative værksteder og kulturelle oplevelser

Værkstedet “Fold lampeskærme af genbrugspapir” er en del af kurset Brugt er smukt. Et kursus, som sætter fokus på det at genbruge ressourcer, som ellers risikerer at gå til spilde. Og her er ikke tale om at genbruge ressourcer via affaldssortering – her genbruger vi ressourcerne på en måde, så de får nyt og brugbart liv.

Vi har fundet fem kreative sjæle, som i en hel uge vil bidrage med inspiration til, hvordan du kan genbruge tekstil, garn og papir. Derfor skal du ved tilmelding til kurset vælge mellem et af tre værksteder.

I løbet af kursusugen bruger du fire dage på dit værksted. Derudover har vi planlagt en heldagsudflugt, som bl.a. går til Skatkammeret og Ragn-Sells i Kolding. Og så kan vi naturligvis ikke lade dig være i vores lokalområde uden at vise dig Vejen Kunstmuseum og Skibelund Krat.

Bliv en del af højskolelivet

Når du tager på højskole bliver du en del af højskolelivet. Dvs. du følger den dagsrytme, som allerede eksisterer på stedet. På Askov Højskole betyder det, at du skal deltage i morgensamlinger, undervisning, måltider, udflugter, aftenaktiviteter og selvfølgelig fællessang. Får du brug for at trække dig tilbage på værelset, så er der også plads til det.

Lige præcis på Brugt er smukt kan du bl.a. se frem til aftenaktiviteten “Strikkeglæde og slowfashion”. Et foredrag med Dorte Rørmann, som til daglig arbejder med sundhed indenfor socialområdet. Dorte giver os indblik i, hvordan vores egen sundhed, bæredygtighed, verdensmål og bl.a. strikkeaktivisme går hånd i hånd. Det glæder vi os meget til at høre om.

Mandag d. 12. februar holder Dorte Rørmann foredraget “Strikkeglæde og slowfashion”.

Dine kursusledere

Rikke Holm

Rikke har siden 2018 været forstander på Askov Højskole. Noget af det vigtigste for Rikke er, at Askov Højskole skal være et sted, hvor alle aldersgrupper kan lade sig inspirere af dygtige lærere og formidlere, og med plads til fordybelse og forundring. Rikke er bidt af en gal strikkepind. Tilmeld dig strikke-værkstedet og du vil se, Rikke komme listende med sine strikkepinde hver gang muligheden byder sig.
rh@askov-hojskole.dk +45 51 56 55 50

Lene Kersting

Lene er højskolens kreative sjæl. Hun underviser i keramik, tegning, maleri og glas på højskolens lange ophold og er kursusleder på de korte kurser, der har kreativitet som omdrejningspunkt. Lene er uddannet keramisk designer fra Designskolen Kolding og er selvstændig keramiker ved siden af undervisningen på Askov Højskole. Løber du tør for ideer eller går klappen ned, så skal du sige det til Lene. Hendes positive sind og krøllede hjerne har altid et godt input.
lk@askov-hojskole.dk