Kom tæt på flere af de største danske filmsucceser gennem et foredrag med Henning Sprogøe. Hør om nogle af de kendte personligheder blandt danske skuespillere. Kom bag om indspilninger af film som ”Midt om natten”, ”Olsen Banden”, og serien ”Matador”. Under foredraget viser Henning Sprogøe hidtil ukendte fotos taget bag scenen under optagelse af filmene.
Tre fænomener har de sidste 40 år fyldt Henning Sprogøes professionelle liv: Film, teater og skuespil. Sammen med brødrene voksede han op i faget med en far, der var særdeles kendt: Ove Sprogøe.
Henning Sprogøe startede selv karrieren som stik-i-rend-dreng på Nordisk Film. Han arbejdede videre for filminstruktøren Erik Balling, hvor han blev oplært som assistent og samarbejdede med ham på filmen ”Midt om natten”. Efter endt uddannelse som skuespiller forsatte Henning Sprogøe i filmbranchen. Erfaringen fra både Olsen Banden, Midt om natten og Matador danner grundlaget for hans fortælling.
De seneste mange år har han været med til at uddanne landets skuespillere. Et arbejde han indledte allerede på Nordisk Film. Bag hans arbejde står moderens og faderens store kærlighed til film og teater. I samarbejdet med faderen Ove Sprogøe fandt han kærligheden til faget. Fortællingen er også en kærlig hilsen og tak for forældrenes inspiration.