Den Grammy-nominerede brasilianske sangerinde, pianist og komponist Clarice Assad vender tilbage til Askov Højskole med sin anmelderroste kvartet. Med dybe rødder i brasiliansk musik, klassisk musik og jazz har hun skabt en unik musikalsk stemme, der har begejstret publikum verden over.
Kvartetten består af den internationalt anerkendte bassist Jesper Bodilsen, den virtuose italienske bandoneonist Paolo Russo samt den alsidige og raffinerede trommeslager Johan Dynnesen. Sammen skaber de et levende og dynamisk samspil, hvor improvisation og melodiske forløb flyder naturligt sammen. Deres debutalbum Window to the World (2022), en hyldest til den brasilianske legende Milton Nascimento, blev af Sounds and Colours (UK) beskrevet som “delicate, tasteful and rather exquisite”.
Aftenens repertoire byder på fortolkninger af Nascimentos tidløse musik, andre brasilianske klassikere samt nye kompositioner af Clarice Assad fra gruppens kommende album. Glæd dig til en stemningsfuld koncert, hvor sprudlende brasiliansk musikalitet møder europæisk jazztradition.