Oplev en koncert med Haderslev drengekor under ledelse af dirigent Henrik Skærbæk Jespersen.
HADERSLEV DRENGEKOR blev stiftet af Henrik Skærbæk Jespersen i 2008. Koret er et blandet drenge- og mandskor, der består af 60 sangere i alderen fra ni år og opefter. Koret medvirker ved særlige gudstjenester i Haderslev Domkirke.
Der er et højt aktivitetsniveau med koncerter, oplevelser og turnéer. En gang om året rejser koret til udlandet og har givet koncerter i Norge, Sverige, Tyskland, Østrig, England, Frankrig, Færøerne og USA. Deltagelse i stævner og masterclasses med ind- og udenlandske dirigenter er medvirkende til, at koret i løbet af kort tid har markeret sig som et stærkt, populært og efterspurgt drengekor. Det har bl.a. sunget koncert i alle Danmarks 10 domkirker.
Målet er at skabe et kor, der i kraft af et stærkt fællesskab får gode musikalske og sociale oplevelser. Der holdes korprøver flere gange om ugen, både som fællesprøver og i særskilte stemmegrupper. Desuden modtager drengene undervisning i solosang.
Koret har indspillet tre cd’er og har ved flere lejligheder sunget for den kongelige familie og den danske regering. Koret medvirkede ved den kongelige barnedåb af prinsesse Athena, sang for H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen i forbindelse med officielt besøg i Haderslev og ved genåbningen af Slotskirken i Wittenberg. I 2023 medvirkede koret til H.E. Grev Henriks konfirmation i Frederikskirken i Paris. Koret var hovednavn ved ’Kirkeministerens julekoncert’ i 2017 – en koncert for bl.a. folketing og regering. I 2020 medvirkede koret på Det Kongelige Teater i forbindelse med genforenings-galla. Koret er blevet transmitteret på dansk og tysk TV.
Korets repertoire er den klassiske kirkemusik – a cappella, i samspil med orgel/klaver eller orkester. Opførelser af Händels Messias, Faurés Requiem, Mozarts Requiem og Mozarts Kroningsmesse samt en række koncerter i europæiske domkirker og katedraler.
HENRIK SKÆRBÆK JESPERSEN er domorganist ved Haderslev Domkirke, hvor han foruden sit virke som orgelspiller er stifter og dirigent af Haderslev Drengekor. Desuden er han kunstnerisk leder af Haderslev Sangakademi, der er funderet i domkirkens sprudlende og omfattende korarbejde, der tæller omkring 200 sangere.
Henrik Skærbæk Jespersen er uddannet på Vestjysk Musikkonservatorium med kirkemusikalsk diplomeksamen. Han overtog i 2011 embedet som domorganist i en alder af 31 år.
Han videreuddannede sig i korledelse på Det Fynske Musikkonservatorium ved Alice Granum og i den engelske kortradition i Cambridge. Henrik Skærbæk Jespersen er en særdeles aktiv kordirigent, der har dirigeret utallige kor og koncerter i ind- og udland, og han er efterspurgt som instruktør ved kurser og stævner i hele landet. Han modtog i 2020 Frobeniusfondens store ærespris på 250.000 kr.
Information om Askov-koncertens repertoire følger.