Nye sange på ‘Halfdansk’

Hjem / Events / Nye sange på 'Halfdansk'

Oplev koncert med Michael Sunding: Nye sange på Halfdansk
Michael Sunding (vokal & klaver), Peter Hansen (kontrabas), Jesper Uno Kofoed (trommer)

Velkommen til en varm koncert med nye skønne sange, lun poesi, poetiske toner og et band, der swinger lige så meget som Halfdan Rasmussens tekster!

Vil du høre om forskellen mellem ufuldkommen og fuldkommen; om at stå på skøjter med sjælen om natten på søens spejl; om en kamel, der pukler dobbelt så meget?

I ”Nye sange på Halfdansk”, sætter pianisten, komponisten og sangeren Michael Sunding Halfdan Rasmussens voksenlyrik i ny musik – og Sunding har puklet som føromtalte kamel for at forvandle en række herlige ”Noget om…” tekster til iørefaldende jazzy sange, hvor melodierne ryger direkte ind og sætter sig fast.

”At komponere nye toner til Halfdan Rasmussens ord forpligter, og helt naturligt er jeg hoppet ud i det med kærlighed og begejstring fremfor f.eks. ærbødighed. Men hans tekster er jo nationalklenodier på linje med guldhornene og folkeeje af en grund, så musikken skal være sangbar og flyde lige så let som ordene – samtidig med at musikalske raffinementer og underliggende detaljer er en naturlig del af pakken. Sådan her er Halfdans lyrik aldrig blevet bredt ud før”, fortæller Michael Sunding.

Mens koncerten gynger derudad med Michael Sunding og Halfdans noder og unoder, undgår man nok ikke at vippe med tæerne og nynne undervejs – og vi kommer også til at synge sammen på nogle af de nye toner.

”Den nye musikalske indpakning kan forhåbentligt inspirere og bidrage til, at de gamle tekster får nyt liv, så DE kan inspirere endnu en gang – ligesom de har gjort ved mig. For bag Halfdans leg med ord ligger der ofte små og store sandheder, vi kan frydes over”, siger Michael Sunding.

Han favner både det lyse lyriske, det sprudlende swingende og det dybe melankolske i sin musik. Han er en fremragende og personlig sanger og komponist, og på tangenterne besidder han et touch i særklasse, bl.a. forløst på hans 2 x Ugens Album på P8-Jazz: ”The Melodies of Nordic Christmas” og ”The Melodies of Carl Nielsen”. Stjerneanmeldelser fra Berlingske, Information m.fl. beskriver ”unikt”, ”finurligt”, ”sådan kan man lege med nationalarven, hvis man er begavet nok”, og GAFFA sammenligner med Jan Johanssons ikoniske album ”Jazz på svenska”.

Den rytmiske motor i gospel, blues og latin ligger konstant på lur i Michael Sundings fingre, klar til at spice tingene op. Noget han bl.a. har dyrket i langvarige samarbejder med Etta Cameron, Billy Cross, Kenn Lending Blues Band, Margrete Grarup, Salsanama og sågar på Dr. Hook turnéer.

Med på scenen er Peter Hansen (kontrabas) og Jesper Uno Kofoed (trommer). To meget efterspurgte musikere af allerhøjeste kaliber der hver for sig har tusindvis af koncerter på CV’et i et væld af sammenhænge – f.eks. med Stine Michel, Jan Rørdam, Jørgen Emborg, Dreamcatchers, Putte Wickman, Tone of Voice Orchestra, Anna Kruse og mange, mange flere.

Denne topkonstellation forløser de nye sange i et tight sammenspil med musikalsk og hjertevarmt overskud til individuelle inputs og indfald.

Så kom og få smilet, snøftet og sunget ved Halfdans tekster og musikkens dybe væsen.

Suppl. info: D

29. januar – på Halfdan Rasmussens 110 års dag – udkom singlen – Michael Sunding: ”Noget om det fuldkomne”. En forløber for albummet ”Nye sange på Halfdansk”, der bliver indspillet hen over foråret 2025. Singlen kan findes på alle gængse streamingtjenester.

Køb billet

Dato09. oktober 2025

Tid19.30

StedForedragssalen

Pris150 kr.

Køb billet