Foredrag med journalist, forfatter og foredragsholder Peter Borberg: Så er der seniorsjov – et foredrag om humor og livsvisdom i den tredje alder …
”Du ved, du er ved at blive gammel, når lysene til din fødselsdag koster mere end kagen…”
Sådan lød det engang fra den amerikanske komiker Bob Hope. Han blev 100 år gammel. Måske var hans uforlignelige humor med til at sikre ham et langt liv.
‘Så er der seniorsjov’ er et foredrag, som går på opdagelse i humoren i den tredje alder – fortalt i en levende blanding af anekdoter fra nogle af historiens største humorister. Fra Storm P. over Piet Hein og Victor Borge til Lise Nørgaard, Johannes Møllehave, Mark Twain, Groucho Marx og mange, mange flere.
Foredraget byder samtidig på et væld af livsbekræftende eksempler på den humor, der udspiller sig i det daglige seniorliv, og som giver tilværelsen kolorit, alt imens håret bliver gråt. Kort sagt et foredrag, der både giver masser af grin og stof til eftertanke. Eller som Storm P. engang sagde: ”De bidende bemærkninger kommer først, når man har mistet tænderne”.