Historien

Højskole siden 1865

Hjem / Historie
Et stort kunstværk i Spisesalen fortæller højskolens historie

Askov Højskoles historie er knyttet til krig og tabet af Sønderjylland i 1864. Året efter drog en flok engagerede lærere nord for Kongeåen for at drive højskole. Valget faldt på Askov, og siden 1865 har der været højskole her.

Fortællingen om Askov Højskole begynder ved Dybbøl i 1864. For det er den anden slesvigske krig og Preussens overtagelse af Sønderjylland, der har betydet, at vi i dag har en højskole i Askov.

Allerede i 1844 var Danmarks første folkehøjskole etableret i Rødding, som ligger i Sønderjylland. Da højskolen efter nederlaget i 1864 nu var en del af Preussen, var det ikke muligt at lave skole på den måde, lærerne ønskede.

Derfor besluttede de at lave en midlertidig højskole nord for Kongeåen og dermed i Danmark. Valget faldt på den lille landsby Askov, og højskolen blev startet i det lille bondehus, som stadig ligger på matriklen og i dag bruges til fester. Fengers Hus, hedder det.

Ludvig Schrøder var en af de lærere, der rejste fra Rødding til Askov, og han blev Askovs første og meget driftige forstander i hele 40 år.

Hvad der især skulle give Askov Højskole dens særpræg, var indførelsen af den ”udvidede” højskole fra 1878. Der kunne nu på vinterskolen tilbydes en udvidet fagrække beregnet først og fremmest for elever – mænd og kvinder – som tidligere havde været på andre højskoler.

Find det ophold der passer dig bedst

Se hvilke tidspunkter vi kan tilbyde dig et højskoleophold.

Se kommende højskoleophold →

Kunne du tænke dig en rundvisning?

Få en rundvisning, se skolen, snak med vores lærere og mød de nuværende elever.

Book en rundvisning →
Opfinderen Poul la Cour

Banebrydende opfinder til Askov

På den baggrund blev det således muligt at tiltrække højt kvalificerede lærerkræfter som fysikeren og opfinderen Poul la Cour, hvis vindmølleforsøg blev banebrydende.

La Cour overførte i sin undervisning højskolens historiske synsmåde på naturvidenskaberne og lagde grunden til en naturvidenskabelig tradition, som blev fortsat af bl.a. den senere forstander Jacob Appel samt efterfølgeren J. TH. Arnfred. 

Der kom i stigende grad elever til Askov Højskole også fra andre samfundslag end bondestanden. Og fra andre lande, først og fremmest Norge og Island, søgte mange til Askov, hvor man talte folkenes sag og støttede kravene om politisk og sproglig frigørelse som vejen til ægte fællesskab mellem folkene.

Højskolens formål er i fortsat livsoplysning – om tilværelsens grundvilkår – og folkelig oplysning om tidens og samfundets vigtige spørgsmål.

Gennem årene har Askov Højskole været rammen om mange møder og konferencer samt udgangspunkt for væsentlige initiativer af både politisk og kulturel karakter.

Askov Efterskole

Askov Efterskole blev etableret i 2001 dels med baggrund i den stigende interesse for undervisning og ophold på de frie skoler, dels på baggrund af et faldende elevtal på højskolen.

Efterskolen fik elevboliger i Vestgården, Sydgården og Blågården, der tidligere havde været anvendt til højskoleelever samt undervisningslokaler andre steder i det store bygnings-kompleks.

På efterskolen er der ca. 125 elever.

“Der har været tid og rum til bare at være. Tid til at lære og turde dvæle ved det enkle.”

Nanna Jørgensen

Elev på Journalistik i foråret 2021

“Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg har taget den rigtige beslutning for mig selv.”

Thomas Appel

Elev på Game Design i foråret og efteråret 2020

“Livet skal ikke kun gøres op i penge, men også i oplevelser.”

Elias von Staffeldt

Elev på Journalistik