Sådan ser et højskoleophold ud

Dit højskoleophold på Askov Højskole

Hvordan er det at gå på højskole?

Fra den dag du flytter ind og dermed starter på højskolen, lever du højskolelivet. Det betyder, at du får en hverdag, som formodentligt er en del anderledes, end den du hidtil har kendt. Nu byder din hverdag nemlig på en masse fag og aktiviteter, som lige præcis interesserer dig. Når du tilmelder dig Askov Højskole, vælger du et linjefag, som du har under hele dit ophold. Og når du er på højskolen, vælger du 3-5 valgfag ad gangen. Selvom din hverdag følger et skema, vil du nok opleve at have pause fra at gå i skole. Her kan du trække vejret, leve livet og ikke mindst finde dig selv.

Først fylder du dit skema med alverdens spændende, kreative og hyggelige linje- og valgfag. Askov Højskole er en faglig legeplads. Men vi er også meget mere end det. Her vil du få et frirum med tid og plads til fællesskab, oplevelser, fester, rejser og nye og varige venskaber. Her kan du glæde dig til at fylde hverdagen med grænseløs kreativitet, brætspil til langt ud på natten, spændende fag, engagerede lærere og ikke mindst måltider, som bliver tilberedt og serveret for dig flere gange om dagen af vores søde køkkenpersonale.

Vi sætter rammerne, men du og dine højskolevenner har også selv stor indflydelse på jeres højskoleliv og -tid.

Hvordan er hverdagen?

I hverdagene følger du et fast skema, som byder på alt fra linjefag, valgfag og fællesfag til rengøring, husgruppemøder og højskoleaften. Når der ikke er noget i skemaet, har du fritid. Det er i fritiden, at du og dine højskolevenner kan arrangere, lige det I har lyst. Du kan også bare trække dig tilbage og lade op med lidt alenetid.

Hver dag starter med morgenmad og morgensamling. Til morgensamling synger vi sammen – og lærere og elever fortæller på skift om noget, de er optaget af. Til alle måltider, morgensamlinger og fællesfag er du sammen med alle højskoleelever. Når du har linje- og valgfag er du typisk en del af et mindre hold, hvor I arbejder tæt sammen.

Er du nysgerrig på, hvordan din hverdag kan se ud?

Se et eksempel på et ugeskema

Hvad laver man i fritiden?

I hverdagene bruger mange af højskoleeleverne fritiden i faglokalerne, som altid er åbne og til rådighed for jer. Det betyder, at hvis du ikke får nok af dit linjefag i de skemalagte timer, kan du fortsætte i din fritid. Vi har også en del elever, som er glade for at bruge det fitnesslokale, der er til fri afbenyttelse, i al den tid du bor på højskolen.

Derudover er du selv med til at planlægge fritiden – også i hverdagene. Der er masser af tid til at tage på genbrugsjagt, lægge puslespil, se serier i opholdsrummene eller lign. Der er også tradition for, at højskoleeleverne opretter en række udvalg, som de mødes med i fritiden. Det kan fx være vinyl-udvalget, som mødes og hører vinylmusik, Fengersudvalget, som skal gøre klar til den næste store temafest. Eller en bogklub, der holder til i Askovs legendariske bibliotek.

I weekenderne er det ofte fredagens og lørdagens fester, som er omdrejningspunktet. Festerne afholdes i Fengers, der er højskoleelevernes helt eget festhus med elevstyret bar. Her holdes alle slags fester, både dem der kræver udklædning, spil, dans, lege og selvfølgelig musik.

Vi rejser ud i verden sammen

Et højskoleophold på Askov Højskole byder ikke kun på undervisning og aktiviteter på skolen – det inkluderer også en spændende rejse, som er en integreret del af programmet for elever på efterårsopholdet, og de elever, som har valgt 16 eller 24 ugers forårsophold. Denne rejse giver dig og dine højskolekammerater unikke fælles oplevelser og mulighed for at være sammen på en helt anden måde end det daglige skoleliv tillader.

Afhængigt af, hvilket højskoleophold du er en del af, vil destinationerne variere. Vi rejser enten til det naturskønne Finland, den kulturelle storby Dresden i Tyskland, eller de betagende Færøerne. Hver destination er nøje udvalgt for at sikre, at du og dine højskolevenner får mulighed for at dykke ned i og opleve forskellige kulturer, livsstile og samfund.

Læs mere om rejserne

Hvordan bor man?

På Askov Højskole kan du bo i Ny Rolighed eller på Pigegangen. Ny Rolighed er bygget i 2014 og byder derfor på nogle nye og moderne værelser. Her er både enkelt- og dobbeltværelser – og du deler bad og toilet med din nabo. I Ny Rolighed er der højt til loftet og masser af plads til at mødes og dyrke fællesskabet. Pigegangen byder på lidt ældre værelser. Engang var Pigegangen kun til piger, men i dag er den for alle. Pigegangens værelser er løbende moderniseret, og når vi spørger vores elever om, hvad der kendetegner Pigegangen, nævner de oftest de hyggelige og hjemlige omgivelser. Ligesom Ny Rolighed er det her muligt at bo på enkelt- og dobbeltværelse – og du deler toilet og bad med dine naboer.

Vi synes selvfølgelig, at det er en del af højskoleoplevelsen at have en roomie og dele værelse og hverdag med en. Men vi ved også, at nogle højskoleelever har brug for at have et sted, hvor de kan trække sig tilbage og have alenetid. Derfor vælger du selv, om du vil bo på enkelt- eller dobbeltværelse hos os.

På højskolen er der vaskekælder med to vaskemaskiner og en tørretumbler og tørrestativer. Vaskekort kan købes og genopfyldes på kontoret. Der er desuden et fitnessrum til fri afbenyttelse.

Vi bruger naturen omkring os

Askov Højskole ligger i et naturskønt område med mulighed for en lang række friluftsaktiviteter som fx løb, cykling, vandring, ridning, lystfiskeri, kano, roning og friluftsbadning.

Hærvejen skærer gennem Askov; går du ad den, kommer du tre kilometer mod syd til det historiske Skibelund Krat. Her er der flot udsigt ud over Kongeåen. Området inviterer til løb, cykling, ridning og vandreture på naturskønne stier. Du kan sejle i kano, fiske og overnatte i shelters. Længere mod syd ligger Jels, der med sit friluftsbad og stierne omkring søerne og skovene er et yndet udflugtsmål for vores elever.

Askov Højskole ligger cirka 2 km fra Vejen Station – og dermed Vejen by. Derudover er der ikke langt til hverken Esbjerg eller Kolding, hvor vores elever også jævnligt tager til.

Kunne du tænke dig en rundvisning?

Kom og besøg os på Askov – vi betaler transporten. Du bliver vist rundt af underviseren på linjefaget og møder nogle af vores nuværende elever.

Book en rundvisning →

“Alle lærere har været vidt forskellige, men de har alle sammen fået os elever til at føle os trygge, hørt og set”.

Mathilde Gravenslund Bern

Elev på Filmproduktion i foråret 2022

“Askov Højskole har gjort mig til et meget mere åbent og fordomsfrit menneske. Jeg har fået mange helt vildt gode venner for livet fra hele landet – blandt andet mine to nuværende roomies. Jeg kommer stadig tilbage så ofte jeg kan, fordi det bare er som at komme hjem.”

Babette Petersen

Elev på filmproduktion i foråret 2023

“Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg har taget den rigtige beslutning for mig selv.”

Thomas Appel

Elev på Game Design i foråret og efteråret 2020

“Der har været tid og rum til bare at være. Tid til at lære og turde dvæle ved det enkle.”

Nanna Jørgensen

Elev på Journalistik i foråret 2021

“Livet skal ikke kun gøres op i penge, men også i oplevelser.”

Elias von Staffeldt

Elev på Journalistik