Tag familien med på sommerhøjskole! Hiv en uge ud af kalenderen og nyd en aktiv ferie sammen. Ugen er spækket med spændende aktiviteter, som hele familien kan være med på – fra barn til bedsteforældre. Vi kommer ud i naturen, ser, rører, lytter, synger, leger og har det sjovt og prøver grænser af. I løbet af ugen tager vi ud af huset og får nogle gode oplevelser, men vi skal også hygge med workshops, foredrag og lege på skolen, som udfordrer os til at arbejde sammen som familie.
Alle aktiviteter og foredrag er tilrettelagt så både børn og voksne kan være med. Når børn og legesyge voksne trænger til at brænde krudt af, er der masser af plads til sport og leg på vores store græsplæne eller i gymnastiksalen.
Om aftenen har de voksne tid til at netværke og nyde et glas vin. For selvom I er sammen som familie, er der rig mulighed for at lære andre familier at kende og få nye venner – for både børn og voksne. Giv dig og dit barn eller barnebarn nogle sjove og lærerige dage sammen i sommerferien.
I kan bl.a. opleve:
- Morgensang med Kristian la Cour
- Gamle lege
- Lav eget våbenskjold/flag
- Male med akvarel
- Modellere oldtidskar og krukker
- Animations-workshop med Tina Klemmensen
- Eventyr med is i maven. Kom med på et grønlandseventyr med Asbjørn Skjøth Bruun
- Tur til Vadehavet og Vadehavscentret – om aftenen vi laver bålmad med de råvarer vi har fundet på turen.
- Vi tager til Jels vikingespil
- Gaffa-sværd ved Julie Schuster Lapp
- Vi tegner og maler på sten sammen med billedkunstner og kunstpædagog Ann Køhrsen.
- FLOWER POWER farvetryk med planter på papir og stof. Inspireret af ugens oplevelser, laver vi sammen med tekstilkunstner Laura Baruel farvetryk med planter på papir og stof.
- Skønheder og udyr i LER – Sammen med keramiker Anne-Mette Tange Veien og Lene Kersting
- Yoga for hele familien
Kursusledere

Lene Kersting
Lene Kersting er højskolens underviser i keramik, tegning, maleri og glas. Desuden er hun kursusleder på en række korte kurser. Lene er uddannet keramisk designer fra Designskolen Kolding. I en periode har hun studeret på Icelandic college of art and crafts. Siden har hun arbejdet på LEGO og er i dag selvstændig keramiker ved siden af undervisningen. Ud over Askov Højskole underviser Lene på Vejen billedskole/kunstmuseum og Billedskolen Nicolai i Kolding.

Morten Lyk
Morten er uddannet ingeniør og brænder for spiludvikling. Han er i stand til at vise dig, hvordan man udvikler spil fra bunden – alt fra idégenerering, programmering, modellering til færdigt spil. Han har tidligere undervist på Syddansk Universitet i bl.a. spiludvikling og 3D-modellering. Morten har altid været nørd med interesse i tegneserier, spil og film.