Åbn saxofonkassen, børst støvet af bassen, få rørt tangenterne, dyrk din sangglæde og find trommestikkerne frem. Spil med på en god gang jazzmusik i en hel uge.
Bliv for en uge en del af livet på Askov Højskole med morgensamlinger, foredrag, udflugt og fællessang. Og tilsæt så masser af musikalsk energi og jazz. Jazzkurset er for alle uanset niveau, og der bliver også rig mulighed for blot at lytte til, nyde og fordybe sig i musikken.
Vælg mellem tre sammenspilshold
Du kan vælge mellem to sammenspilshold, hvor vi spiller jazz og blues samt et tredje hold, hvor der primært arbejdes med sang. Vi improviserer, arrangerer, øver fraseringer og arbejder med rytmer og grooves. Du får en melodisamling, som vi både bruger til jamsessions og på hvert hold.
Hold 1: Soul Jazz, Blues og Bossa, underviser Karsten Aaholm
På dette hold vil vi arbejde med det man kalder ‘soul jazz’ – groovy jazz med soul-, blues-, og funk-feeling – med små afstikkere til blues og bossa numre. Numrene kan være af f.eks. Horace Silver, Cannonball Adderley, Lou Donaldson, George Benson, B.B. King og Antonio Carlos Jobim. Først og fremmest skal vi arbejde med at swinge godt sammen, og dernæst på at spille solo med feeling og intensitet. Vi tager udgangspunkt i de eksisterende arrangementer, men vi kan også selv arrangere og evt. komponere nogle af numrene. Besætning: 1-4 blæsere, 1-2- sangere, 1-2 guitarer, keyboard (meget gerne orgel), bas, trommer, og percussion. I alt 6-10 personer. Nodekendskab er ikke en forudsætning, men du skal helst kunne orientere dig efter becifringer.
Karsten Aaholm – Docent ved Det Jyske Musikkonservatorium siden 1997 i sammenspil og guitar, professionel guitarist i mange forskellige sammenhænge bl.a. Trio Saga, Etta Cameron, Jette Torp, Finn Nørbygaard, Gregory Boyd m.fl. Har tidligere undervist på Vest Højskole på en række sommerkurser.
Hold 2: Basic Basie Jazz, underviser Filt Kristensen
Med udgangspunkt i jazznumre fra “the Great American Songbook”, arrangeret specifikt til dette hold, arbejder vi med puls, artikulation, rytmisk frasering og dynamik. Ud over sammenspil arbejder vi med improvisation og den teori, der knytter sig til stilarterne. Elementært kendskab til noder er en forudsætning. Besætning: mange blæsere, samt guitar, bas, klaver, trommeslager og percussion.
Filt Kristensen – jazzmusiker, arrangør og komponist, spiller saxofon, klarinet og tværfløjte – se www.filt-kristensen.dk
Hold 3: Syng Jazz/Soul/Blues, underviser Mette Maagaard
Din stemme er i fokus, både når vi synger en sang hver og når vi synger sammen. Vi skal synge jazz-kor, arbejde med stemmetræning, intonation, improvisation og udtryk. Det skal være et trygt rum med plads til alle. Du skal have glæden ved at udtrykke dig gennem sang og være nysgerrig på udfordringen ved at synge med andre. Vi synger med bands senere på ugen og til optræden fredag. Mit udgangspunkt er den enkeltes stemme og udtryk. Det kræver tryghed og tillid at synge, så derfor behøver vi de bedste rammer for dette. Sangteknik er et redskab til udtryk. Kroppen er en medspiller der skal plejes.
Mette Maagaard: Uddannet rytmisk sanger fra konservatoriet. Har mange års undervisningserfaring, både fra universitet, MGK, musikskoler, højskoler, internationale korfestivaler m.m. Mette her en positiv tilgang til folk og sit fag. Hun elsker at synge og undervise.
Derudover har vi foredrag med saxofonist Finn Odderskov og koncert med Dayyanis Sextet og Dibap, morgensamlinger og sangaften med Kristian la Cour o.m.a.
Kursusleder