14. januar 2024 - 20. januar 2024

Syng for livet

Hjem / Ugekursus / Syng for livet

Mød spændende forfattere og musikere, der har arbejdet med den danske
sang- og salmeskat. Vi skal synge en masse af de nye sange fra Højskolesangbogen og nyde fine koncerter.

Du kan blandt andet opleve:

Iben Krogsdal, forfatter og salmedigter,holder foredraget: De mærkelige Guder
Iben vil med afsæt i sine salmer give en modfortælling til tidens tre, helt store store lidelser: Ensomheden, selvforgudelsen og hyperansvaret. Vi tror, at vi er vores egne Guder. Hvad sker der, når for mange af os lever som en slags mislykkede Guder? Hvor stort er et menneske egentlig? Og hvad skal der til for at at en mislykket Gud kan blive et ganske almindeligt vellykket menneske?
Undervejs i foredraget skal vi synge om livet som en rejse gennem magt og afmagt, glæde og sorg.

Ole Kobbelgaard, fhv. højskoleforstander, valgmenighedspræst i Sdr. Nærå holder foredraget:
Ord og toner – til døden jer skiller

Jacob Tybjerg Vestager – Sangens fortælling og fortællingens sang. Han fortæller om sangene og melodierne og om vigtigheden af sang og musik. Det krydres med gode og sjove historier der relaterer til sangene.
Jacob har læst på Den Frie Lærerskole og er lærer på Uldum Højskole.
Jacob har sammen med sin søster skrevet sangen Solhverv, som er kommet med i Højskolesangbogen.

Lasse Skovgaard – Skønt og skævt i den nye Højskolesangbog!
D. 12. november 2020 udkom den nye højskolesangbog. 150 nye sange er kommet med – både nye klassikere, som vi vil elske at synge de næste 15 år, og nye typer af sange, som vi skal vænne os til!I foredraget kommer vi hele vejen rundt om den nye højskolesangbog. Vi synger eksempler på nye sange, der er kommet med, og på sange, der har fået lov til at blive. Og vi mindes nogle af de sange, der ikke klarede skærene og er røget ud af den blå bog. Og så diskuterer vi, om højskolesangbogen i sin nye, 19. udgave stadig er sangbogen over alle sangbøger! Lasse Skovgaard har arbejdet med højskolesangbogen de sidste 15 år og har som komponist været involveret i arbejdet med at skrive nye fællessange til den kommende udgave. Han har to sange med i denne 19.udgave af Højskolesangbogen.
 – Lasse Skovgaard er PhD i sundhedsvidenskab, uddannet musikpædagog, organist og sanger og har bl.a. arbejdet som korleder, akkompagnatør, organist og musiklærer.

Peter Vuust, jazzmusiker, komponist og hjerneforsker, leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Music in the Brain samt professor ved Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet.
Peter holder foredraget: Hvad fællessang gør ved os og hvad musik gør ved hjernen.

Lillian Hjorth-Westh holder to foredrag på kurset:
Rundt om Benny Andersen: Denne folkekære digter og musiker har virkelig givet os meget. Tænk blot på “Se hvilken morgenstund” eller “ Barndommens land”. Sange der kendes af alle. Tekster med humor og alvor. I foredraget fortælles om Benny Andersen liv, og mange af hans sange skal synges som fællessang.

Jeppe AakjærAlle nyder Aakjærs dejlige sange. Jeppe Aakjær var også forfatter til romaner, noveller, skuespil og lokalhistorie. Aakjær fik med romanen Vredens børn, stor betydning for den sociale udvikling i Danmark. Han levede fra 1866 til 1930. Han levede de sidste mange år på gården Jenle i Salling. I foredraget om en af Danmarks mest skattede digtere, er der naturligvis fællessang

Sangaften med Kristian la Cour

S A L M E S T E D E R

Vokaltrio koncert & fællessang med Janne Mark, Marianne Søgård og Anne Odgård

Tre kvinder. Tre steder. Tre nye stærke stemmer i Højskolesangbogen.

De tre fællessangs-komponister, salmedigtere og sangere Marianne Søgård, Anne Odgård og Janne Mark beskæftiger sig alle tre i deres produktion med et materiale, der taler både ind og ud af kirkerummet. Dette felt åbner sig i deres titler i den nye Højskolesangbog og Kirkesangbogen, hvor salmer og sange kan tage afsæt i hinanden. Som ukontrollerbare medrejsende finder de deres egne måder og steder at møde os på.

Den danske sang – Koncert med Musica Ficta.
10 sangere og dirigent Bo Holten. 
Med næsten 30 indspilninger af den danske sangskat og mange årlige koncerter ønsker koret at gøre publikum opmærksom på genrens særlige folkelighed og dens kunstneriske  potentiale. De kendte sange af Carl Nielsen, Thomas Laub, Povl Hamburger og mange flere er ikke skrevet til scenen, men til fællessang. I 2024 udgiver Naxos en samlet boks med alle korets indspilninger. Programmet består af de bedste sange fra den danske sangs fødsel til i dag – både de kendte og de ukendte.

Koncert med studerende fra Syddansk Musikkonservatoriums folkemusikuddannelse.

Heldagstur til Aarhus – middag i Musikhusets Cafe – derefter koncert med Aarhus Symfoniorkester.
På programmet er Prokofieffs 3. klaverkoncert og Dvoraks 8. Symfoni

Kurset afsluttes med en forrygende koncert med Baobab Sisters.
Bliv godt gennemvarm og glad i vintermørket i selskab med vokalgruppen Baobab Sisters.
Vokalgruppen består af syv kvinder fra Norden, som har specialiseret sig i sydafrikansk vokalmusik med et nordisk strejf. Til koncerten vil publikum opleve alt fra fængende dansemusik til langsomme sjælere på sprog som zulu, xhosa og sotho. Der vil både være traditionelle sange og nye numre fra et album, som gruppen forventer at udgive i løbet af efteråret 2023. Den nye plade hedder ‘Sondela’, som betyder ‘kom nærmere’ og er et samarbejde mellem Baobab Sisters og den sydafrikanske jazzguitarist Cameron Ward. Desuden spiller den danske jazzsaxofonist Benjamin Koppel med på nogle af numrene på pladen.

Om Baobab Sisters: 

Vokalgruppen Baobab Sisters bestående af syv kvinder fra Danmark og Norge fejrer deres 14-års jubilæum i september 2023. Gruppen ledes af Rikke Forchhammer og har specialiseret sig i sydafrikansk vokalmusik, som fremføres på originalsprogene zulu, xhosa og sotho. Gruppen har rejst mange gange i Sydafrika og arbejdet sammen med en række forskellige sydafrikanske musikere, bl.a jazzguitaristen Cameron Ward. 

Kristian la Cour

Kristian la Cour er konservatorieuddannet og har været ansat på Askov Højskole i mere end 35 år. Det er altid ham, der akkompagnerer fællessangen til morgensamlinger, foredrag og andre arrangementer på højskolen – ikke mindst fællessangsaftenerne ‘Syng i den blå’. Derudover er han kursusleder på en lang række af højskolens korte kurser. I fritiden optræder Kristian som visesanger og er desuden komponist. Han har bidraget med musik til en række sange i bl.a. Højskolesangbogen, DGI-Sangbogen, “100 Salmer”, “Kirkesangbogen” og Sangbogen 2,3 og 4.

kc@askov-hojskole.dk

Lillian Hjorth-Westh

Lillian er læreruddannet fra Tønder Seminarium. Siden 1977 har hun arbejdet i højskoleverdenen – først på Højskolen Rude Strand og fra 1983 til 2017 på Bornholms Højskole, hvor hun var en del af forstanderparret fra 2007 – 2017.

Tilmelding

Syng for livet

Startdato14. januar 2024

Slutdato20. januar 2024

Pris fra5.350 kr.

Tilmeld dig kurset → Hent program ↓

Måske kunne du også være interesseret i: