Er du vild med bridge? Fordyb dig i spillet sammen med andre bridgeinteresserede og bliv en endnu bedre bridgespiller, når nogle af landets dygtigste instruktører underviser på kurset ”Bridge på Askov”. På programmet er både undervisning, spil og kulturelle højskoleaktiviteter.
Du får fx undervisning i:
- det naturlige grundsystem. Er meldingen krav, eller må jeg sige pas?
- indmeldinger og oplysningsdoblinger.
- når modparten blander sig.
- modspil.
- spilføring i sans og farve.
En blanding af praksis og teori
Bridge læres bedst med kortene i hånden – men du får også en teoretisk gennemgang af emnerne. Vi øver os med lagte spil inden for de enkelte emner. Undervisningen tager hensyn til dine erfaringer og faktiske færdigheder. Det er en fordel, hvis du har gået til undervisning eller spillet i klub, så du kender grundreglerne.
En højskoleoplevelse
Selvom du nørder i bridgespil, skal du ikke snydes for højskoleoplevelsen. I løbet af ugen er der fællessang, foredrag og ture i området, så du får også masser af kulturelle oplevelser.
Undervisere
Du får undervisning af nogle af landets bedste bridgeeksperter:
- Jacob Rønn: Landsholdsspiller og tidligere landstræner. Forfatter til flere bøger om Bridge
- Knut Blakset: Elite- og landsholdsspiller. Deltog senest i EM i 2016
- H.C. Nielsen: Professionel bridgeinstruktør og landsholdsspiller. Vandt OL bronze i 2016 og VM i 2019.
Kursusleder
Kristian la Cour
Kristian la Cour er konservatorieuddannet og har været ansat på Askov Højskole i mere end 35 år. Det er altid ham, der akkompagnerer fællessangen til morgensamlinger, foredrag og andre arrangementer på højskolen – ikke mindst fællessangsaftenerne ‘Syng i den blå’. Derudover er han kursusleder på en lang række af højskolens korte kurser. I fritiden optræder Kristian som visesanger og er desuden komponist. Han har bidraget med musik til en række sange i bl.a. Højskolesangbogen, DGI-Sangbogen, “100 Salmer”, “Kirkesangbogen” og Sangbogen 2,3 og 4.