På kurset får du indblik i grønlandsk kultur, Grønlands fremtid og stormagternes interesse. Det sker gennem en bred vifte af aktiviteter. Programmet byder på en lang række spændende foredrag om vores forhold til Grønland og grønlandsk kultur, historie og fremtid. Vi får indblik i politikernes syn på Danmark og Grønland i dag, og deltagerne får mulighed for at være med i debatter undervejs og høre grønlandske fortællinger og musik. Der vil endda være mulighed for at deltage i en workshop om grønlandsk perlebroderi.
En hel dag er afsat til udflugt til det grønlandske hus i Odense. Der bor 15.000 grønlændere i Danmark, men de fleste danskere kender ikke meget til grønlandsk kultur og historie. I Odense har vi inviteret to kvinder med grønlandsk baggrund, socialarbejder Laila Vetterlain og social- og specialpædagog Carmina Guldmann, til en personlig snak om at være en del af en minoritet, forskelsbehandling, mobning og det svære begreb “blanding”.
Kurset er tilrettelagt af journalist, forfatter og tidligere vært på ‘Deadline’ Martin Breum i samarbejde med antropolog og journalist Martine Lind Krebs, der blandt andet har været redaktør for den grønlandske radioavis og kvindemagasinet Arnanut.
Kursusleder
Kristian la Cour
Jeg er uddannet musikpædagog og oboist og har været på Askov siden 1986. Du møder mig som kursusleder og ved flygelet, hvor jeg spiller hver gang der skal synges. Musikken følger mig også, når jeg har fri: Jeg komponerer sange og salmer og optræder som visesanger. Oboen har til gengæld fået fri på ubestemt tid. Den ligger i mit klædeskab og har gjort det i mange år. Jeg deler i øvrigt klædeskab (og hus) med min kone Elisabeth. Sammen nyder vi den landlige idyl – og nyder mindst lige så meget, når børn og børnebørn kommer hjem og sætter lidt mere liv i huset.